Da jeg var 12-13 år gammel, skulle Oasis spille koncert i Madrid, hvor jeg på det tidspunkt boede sammen med min familie. Jeg fik lov til at tage afsted med min storesøster og hendes venner. Jeg kan tydeligt huske, at jeg kiggede op på forsangeren Liam Gallagher og tænkte: ’Hold kæft, han er fandeme sej.’ Han kunne virkelig noget.

Den måde, han blandede store parkajakker med Beatles-inspirerede 60’er-elementer. Og jeg havde også set på nettet, hvordan han til andre koncerter havde optrådt i fx Umbro-joggingsæt. Den dag lagde jeg min stil om for at prøve at ligne ham. På den måde blev han også mit første rigtige stilikon.

Det er klart, at det ikke lykkedes mig perfekt at efterligne ham – i hvert fald ikke fra starten af. Jeg måtte jo klare mig med mine forældres lommepenge. Men oplevelsen af at se ham satte helt klart gang i noget.

Når jeg tager tøj på, har jeg på en eller anden måde de her forskellige karakterer oppe i mit hoved, som jeg skifter imellem. Egentlig ville det være meget mere praktisk at have én stil, en uniform af en art. Det ville spare mig en masse tid – og penge, frem for alt. Men jeg synes bare, der er alt for meget flot tøj til, at jeg kan begrænse mig sådan.

Den primære karakter, jeg dyrker, er den rockede. Jeg har en stor fascination af rockmusik – fra 60’erne og start-70’-erne især. Hele den kultur af beat-forfattere, hippiebevægelsen, og hvad der ellers hørte dertil.

Det spænder derfor også ret bredt for mig stilmæssigt: Fra det stilrene og Mod-agtige à la The Beatles og Bob Dylan til det mere løse og farverige, fx Grateful Dead og hippiemoden. Fælles er, at der er noget rock’n’roll over det, en råhed og noget kant.