Glem Brad Pitt på hesteryg med lange, bølgende lokker i  'Legendernes tid’. Tænk i stedet kort og kontant som Brad Pitt i ’Fight Club’ eller endnu bedre ’Ocean’s 11’. Selv om hårmoden er en svært definerbar størrelse, er én ting sikker lige nu: Du går ikke galt i byen med en veltrimmet korthårsfrisure, der kan variere fra ultrakort til pandehår, der når til øjnene og lidt mere. Hovedsagen er, at håret skal være velklippet, rent og kun let eller usynligt stylet. Pomadeslik, vokshelvede og syvsover-hår er bandlyst.


ULTRAKORT
Den superkorte frisure, som hos Wentworth Miller, virker superstylet og soigneret på én gang. Og det vel at mærke helt uden stylingprodukter. Desuden kræver frisuren stort set ikke anden vedligeholdelse end et sjældent frisørbesøg og en god hårtrimmer.






PREPPY-LOOK
En kort, klassisk herreklipning kan man komme langt med. Ligesom hos den nuværende James Bond, Daniel Craig, passer frisuren til det hele, både afslappet research i marken og højpoleret glamour i smoking og sløjfe. Siderne skal være korte, og overgangen til toppen skal være glidende, så du både kan have en stram sideskilning og afslappet pjuskefrisure.








60'ER-REBEL
Bare rolig, det er ikke 80’er-rebel med hanekam og sprayfarver. Vi nærmer os snarere Johnny Cash, der trods alt var noget mere rebel end Elvis og mindre vild end James Dean. Igen er siderne ultrakorte, og overgangen glider sømløst til håret oven på hovedet, der gerne må være lidt længere, så det kan redes tilbage i bløde, bølgende lokker. Pas på ikke at overstyle frisuren med for mange produkter, for looket må ikke se for ’sat’ ud.






DET LANGE PANDEHÅR
En af de mest brugte frisurer de seneste modesæsoner har sine rødder i 80’erne. Centralt for frisuren er selvfølgelig pandehåret, der enten er helt nede i panden og over øjnene eller over mod siden i en blød sideskilning, som hos skuespilleren Adam Brody. Overgangen i siderne skal være kortere, ikke studset, og ørerne skal kunne ses – ingen glidende overgange, men tydeliggjorte længder. Håret skal være rent, og stylingen handler mere om at føne håret ordentligt end at fylde det med hårprodukter.