Når forårsvarerne bliver leveret i butikkerne, er det stadig vinter udenfor, og det kan knibe med motivationen for at forny dagliggarderoben. Derfor gælder det om at lave en glidende overgang, hvor du løbende gør status over, hvad der skal pakkes væk, og hvilke nye ting der skal tilføjes. 

Klædeskabsklassikere som kaki chinos, mørkeblå jeans, ensfarvede skjorter, hvide sneakers etc. er eviggyldige, så behold, hvis du har, eller køb, hvis du mangler. Den slags laver de fleste mærker inden for samtlige prisklasser. Afhængigt af hvor kvalitetsbevidst du er, kan du sagtens få glæde af basiselementer i den laveste prisklasse.

Den kortærmede skjorte har gjort comeback. Det har Gary Coopers cowboyhat ikke (Foto: Getty Images)

De seneste forårs- og sommerkollektioner har bugnet af kortærmede 50’er-inspirerede skjorter, og dem kan du roligt finde frem fra sidste års sommerkasse eller købe ind af. 

En 50'er-inspireret skjortekrave. Her fra Libertine-Libertine til 800 kr.

Den korte jakke, som vi sidste år fremhævede, er også fortsat aktuel. Den kommer i mange versioner fra den ikoniske harrington over bomberudgaven til den mere klassiske uniformsmodel med skjorteflipper og skulderstropper. Alternativt er en carcoat eller en trenchcoat i kaki eller marineblå også stilmæssigt højaktuel og perfekt, hvis du har noget at skjule.

Kort jakke og brede bukser fra henholdsvis Paul Smith til 4.500 kr og Norse Projects til 800 kr. Resten: T-Shirt: Tom Wood til 500 kr. Strømper: Weekday til 30 kr. Sko: Filippa K til 2.900 kr.

Bukserne synes fortsat at blive bredere i benene for hver sæson, der går. Vi er mange, der endnu ikke er helt klar til at smide de smalle silhuetter både foroven og forneden, men vi skal nok til at vænne os til, at de skal sidde lidt løsere.

Bare fordi det er tid til løse bukser, er det ikke nødvendigvis ’Hammer Time’. Alt med måde (Foto: Getty Images)

Heldigvis er der stadig masser af garderobegodter, der forbliver, som vi kender dem, som fx ørkenstøvler, der snart har været på markedet i 70 år. En anden klassiker, vi kommer til at se mere til, er den grønne safarijakke, der ligger i grænselandet mellem slidstærk skjorte og en meget tynd jakke.

 Safari-inspireret jakke i beige fra Boss til 9.800 kr. Resten: Skjorte (hvid): Whyred til 900 kr. Skjorte: Tonsure til 1.500 kr. Bukser: Won Hundred til 1.100 kr. Sko: Matinique til 1.000 kr. Solbriller: Persol til 2.250 kr.

Med sine fire lommer fortil er den lige så praktisk, som den er noget af det mest rigtige, du kan iføre dig her til foråret.

Bær safarijakken med stenfjæs og en smuk kvinde under armen ligesom Roger Moore (Foto: Rex Features)

Styling: Ciara Broadbery og Victoria Saceanu. Modeassistent: Siri Edit Andersson. Modeller: Mounier Lacoste, Andreas Jørgensen, Mads Broberg /Scoop Models. 

LÆS OGSÅ: Her er de 10 dyreste sneakers fra 2016

LÆS OGSÅ: Modeserie: Bordet rundt til nytårsfesten

LÆS OGSÅ: De her tøj-spørgsmål stillede vi oftest på Google i 2016