"Det traditionelle modeshow er røvsygt," fortalte Silas Adler os tidligere på ugen, og hævede med vanlig sans for dramaturgisk opbygning folks forventninger til det arrangement, det lille københavnske firma havde inviteret til torsdag aften. Der blev nemlig ikke show i klassisk forstand, men snarere afholdt en gennemført sanselig oplevelse med både mad, dans, musik og selvfølgelig visningen af Soullands forår-/sommerkollektion for 2014.

Hvor modeshows på trods af deres ry om striks "by-invitation-only"-politik alligevel ofte ender som små fester for hangarounds, kindkyssere og revl og krat, havde Soulland inviteret ikke flere end 100 mennesker til arrangementet på Islands Brygge. Få venner og lidt flere pressefolk udgjorde et mindretal, der blev klart domineret af mængden af indflydelsesrige indkøbere fra hele verden, der fører Soulland i deres respektive butikker.

Soullands arrangement var bygget op som en restaurant, hvor Soulland havde stået for indretningen og den kreative løsning af lokalet, mens Aamanns stod for et sansebombardement af mad og drikke. En ikke dårlig strategi af Soulland, for det var med mætte maver og opløftet sindsstemning, at kreativ chef Silas Adler før desserten kunne kalde til samling og præsentere sin kollektion i filmformat fremvist på ophængte skærme i lokalet (se filmen nederst her på siden).

Hvis det står til Soulland, skal vi næste år orientere os mod en farveskala af khaki og grønlige og blålige toner. Soullands maleri fyldes mestendels af striber, prikker og mønstre, men mærkets canvas bevæger sig endnu engang mod et mere voksent udtryk, hvor lange habitfrakker, gennemførte skjorter og en stadig stærkere soft tailoring dominerer det samlede indtryk. Soulland tillader sig med færre og færre Soulland-logoer at sigte mod those-in-the-know, hvilket bestemt klæder kollektionen. Det er tøj til mænd, der ikke kan lade være med at lege. Og dem er der rigtig mange af. 
 






















LÆS OGSÅ Modeuge i København: Wood Wood

FACEBOOK Bliv ven med Euroman