Raiden Rose: "Der er én ting, jeg ikke kan undvære i mine garderobe: Adidas Superstars" scroll-down

Raiden Rose: "Der er én ting, jeg ikke kan undvære i mine garderobe: Adidas Superstars"

Vi har kåret musiker Raiden Rose som en af Danmarks bedst klædte mænd. Det er ikke uden grund, at Raiden bliver sammenlignet med Young Thug. Den unge brite, der nu er bosat i Danmark, har en misundelsesværdig stil, vi vil karakterisere som street-elegance. Der er hverken sparet på farver eller mønstre, men Raiden formår at komponere sine looks afbalanceret, uden at det tager overhånd. Det er tydeligt at se, at Raiden har det sjovt med at klæde sig på. Alene det er en inspiration i sig selv.

Af Magnus Kraft
Foto: Paw Gissel
Mode Euroman

Jeg går meget diverst klædt, men når det skal være mere simpelt, har jeg forskellige karakterer i min hverdag, jeg kan klæde mig efter. For tiden er jeg oftest karakteren ’boyfriend’. Boyfriend-outfittet består af et blåt tracksuit fra Calm. Det er et outfit, jeg finder mig selv i ofte, fordi jeg løber rundt efter mad til min kæreste, gør rent derhjemme og så videre. Jeg er i boyfriend-fasen.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst købte et stykke tøj. Det var nok, da jeg arbejdede en kort overgang i Urban Outfitters sidste år. Sagen er, at mine venner og jeg alle går meget op i, hvordan vi klæder os. Vi bytter tøj på kryds og tværs alt efter, hvem der bærer det enkelte stykke tøj bedst. Der er også et par designere blandt mine venner, så jeg går tit i deres samples.

Selvom jeg sjældent knytter bånd til enkelte stykker tøj, er der en særlig hættetrøje, jeg savner. Engang i Odense festede mine venner og jeg en sommernat til klokken 05 om morgenen. En af mine venner kastede nogle pomfritter fra sin pølsemix på en eller anden fyr, der sad og larmede. Fyren og hans ven var sovset ind i pølsemix, og de blev rasende og jagtede mine to venner. Jeg var i mit hippiehumør og ville ikke løbe, men tale med dem. Jeg havde en rigtig flot, lilla oversized hoodie på, som jeg gav til en af fyrene som undskyldning for misæren. Vi blev faktisk venner efter det og tog på bar, mens mine venner blev jagtet rundt i Odense. Den hoodie savner jeg lidt i dag, men det er også en god historie, så det var sikkert fint nok, at jeg gav den væk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bedst klædte mand, Herremode og Musik