Nye sneaks, der er helt crispy og hvide er måske noget af det bedste i verden. De fuldender så godt som ethvert outfit.

Men desværre mister de som regel deres sprøde udseende i løbet af ingen tid. En gåtur i støvregn eller endnu værre: En tur i byen, hvor du svinger poterne og spilder en slurk øl, og så ligner de noget, du har pløjet marker i.

Heldigvis behøver du ikke smide en tusindlap efter et par nye sko, hver gang ovenstående scenarie har udspillet sig. Du skal blot give dine yndlingssko den rigtige behandling, og de vil få en guddommelig renæssance.

Begynd med at smide de gamle snørebånd i vaskemaskinen eller køb nogle helt nye.

Børst herefter det løse skidt af skoen med en lille børste både oven på og under sålen, inden du vasker dem. Efter sigende skulle en nanosvamp være det bedste til formålet. Det lyder måske lige lovligt højteknologisk, men svampene koster under to kroner stykket og skal bare dyppes i vand. Og så er det bare at give den gas.

Sneakers skal ikke behandles som et lille, skrøbeligt krystalglas. Tværtimod. De skal have samme behandling som et klinkegulv på et badeværelse. Der skal skrubbes, og der skal skurres. Når du har gjort det, skal de bare lufttørre og pyntes med et sæt friske snørebånd.

Vil du give dem den helt dyre behandling skifter du også lige indersålen ud med en ny og eliminerer al lugt og gammel fodsved. Voila. 

Se GQ's creative director Jim Moore demonstrere tricket i videoen herunder.