COS lancerer solbrillekollektion med Yuma Labs

For første gang i COS' historie har man skabt en solbrillekollektion. Det er sket i samarbejde med Yuma Labs, der siden 2018 har markeret sig i solbrilleindustrien ved at have fokus på genbrug og genanvendelse. Yuma Labs fremstiller sine solbriller af genbrugte PET-flasker, og solbrillerne kan genanvendes, når de når deres endelige levetid.

COS og Yuma Labs har netop lanceret en kollektion med fire forskellige unisex-styles. COS har stået for designet, mens Yuma Labs har produceret. Solbrillerne er tilgængelige for køb her.

Sol cos.jpg

Muf10 går konkurs

Reza Etamadi indtog den danske modeverden i 2016 med sine store armbevægelser. Hans mærke Muf10 var et forfriskende pust til den meget traditionelle og skandinaviske modescene. Det var oversized og logobaseret streetwear, der havde inspiration i fx Vetements’, Balenciagas og Supremes kopidrillende tilgang. Muf10 ’lånte’ blandt andet firmalogoer fra Carlsberg og fragtfirmaet Frej. Sågar Mærsk lagde man sig ud med.

Trods flere anerkendelser er det dog nu slut for Muf10. Virksomheden er gået konkurs, viser en registrering i CVR-registret, det skriver FashionForum. Der har også hersket en stor stilhed omkring Muf10 det sidste år.