Der er godt nyt til bilnørder med velpolstrede lommer: En Mercedes-Benz 710 SS er netop kommet på auktion hos det franske auktionshus Artcurial.

Bilen, der er en af de mest efterspurgte veteranbiler i verden, stammer fra før Anden Verdenskrig, hvor den med sin 7.1 liters motor, 200 hestekræfter og en topfart på næsten 200 kilometer i timen var en superbil i den absolutte topklasse.

Modellen, der er til salg hos Artcurial, har amerikanske rødder, da dens chassis i sin tid blev fragtet til New York, hvor bilen blev samlet hos den legendariske karetmager Fernandez & Darrin.

Bilens hammerslagspris er estimeret til mellem 45 og 60 millioner kroner, så det er med andre ord den helt store tegnebog, du skal have frem, hvis du skal være med. Se nærmere på bilen hos Artcurial og i videoen nedenfor.