Jaguar Land Rover har begået lidt af en bedrift. For der er nok mange, der ikke forbinder en stor, praktisk og firekantet firehjulstrækker med noget smukt.

Men det har de 82 eksperter i juryen til World Car-prisuddelingen i New York til gengæld gjort.

De har kåret Jaguar Land Rover-modellen Range Rover Velar til at være den smukkeste bil anno 2018 med prisen World Car Design of the Year.

“Denne Velar leverer et nyt niveau af noget slankt og sofistikeret for Range Rover: både udenpå og indeni undgår man bevist at bruge chunky former og detaljer samtidig med, at man behersker ægte Range Rover-DNA, sagde dommeren Sam Linvingstone blandt andet som begrundelse ifølge Dezeen.

Range Rover Velar blev lanceret for et år siden og har navnet efter Range Rovers konceptbil fra slut 1960’erne.

Bilen, der kan fås fra 929.425 kroner, vandt foran den store Volvo XC60 og Lexus' luksuscoupé LC500. Selvom den blev kåret som den smukkeste bil, blev den slået i finalen af netop den store Volvo i hovedprisen World Car of the Year.

Du kan se en videopræsentation af Range Rover Velar her: