Det har altid været lidt af en ejendomsmæglerslæde, den åbne 3-serie. Lige siden første aftapning tilbage i 80’erne har den emmet af hurtige penge og spidse albuer. BMW 325 var bilen, og cabrioleten var den, man tog, hvis det skulle være lidt solbrændt. En 3-serie, det ved man, hvad er, og der er historisk set fulgt mange fordomme med – tag blot indledningen her som eksempel. Men nedenunder rosévinen og planen om at runde Ruths Hotel i uge 29 er det vitterligt også en fantastisk bil. Stor nok, lækker nok, hurtig nok. Fire sæder, baghjulstræk og i bedste fald seks cylindre. Den kan noget, og på den måde er den blevet en nyklassiker blandt cabrioleter. En stangvare med et sikkert niveau. I mellemtiden er de første udgaver E30 og snart også E36 blevet værdsatte youngtimers med stigende priser, og selve den aktuelle model har skiftet navn til 4-serien. Den er blevet mere sin egen og står i mindre grad som blot en åben 3'er. Ikke mindst takket være kølerdesignet, som deler vandene med sin svulstighed. Jeg er ikke fan, og jeg så hellere en mere diskret løsning. Det ligner to næsebor klar til at tømme et glasbord for kokain, apropos målgruppen. Ikke desto mindre kan man i det mindste vælge bilen med mørk køleramme og på den måde nedtone grillen lidt.