Nissan Qashqai, sølvgrå, 2008.
Gymnasieelev og professionel i FCK.



Det var min første bil og egentlig bare en midlertidig løsning, som jeg leasede i tre måneder, mens jeg ventede på den bil, jeg havde bestilt. Ikke desto mindre var jeg afsindig glad for den, og selv om jeg ikke havde den ret længe, vil jeg altid huske den tid.

Jeg gik i 3. g på Gammel Hellerup Gymnasium og havde strengt taget slet ikke brug for at have en bil, men da muligheden bød sig, slog jeg til. Og så er det jo bare en fantastisk ting at have en bil – endda en spritny, halvstor og o.k. kvik en af slagsen.

Mine venner kom i bedste fald i lånte biler, jeg kom i min egen, eller dvs. det var vores bil, min og mine venners, og vi smadrede den godt og grundigt. Da jeg afleverede den efter tre måneder, var det ene sidespejl revet af, og der var buler i taget, fordi folk havde gået på den. Der var også en episode, hvor mine venner tog bilen, mens jeg var i udlandet med FCK, og brugte den til at overnatte i efter en gymnasiefest. Det ville jeg gerne selv have oplevet.

BMW 318i sedan, sort med creme læder, 2008.

Professionel i FCK.



Som sagt var Nissanen bare en hurtig lappeløsning, fori virkeligheden havde jeg bestilt en BMW 318i som min første bil. Jeg vil ikke sige, at jeg er en kæmpe bilnørd, men jeg kan godt lide baghjulstræk, så da FCK kunne skaffe en god leasingpris på BMW, var det bare med at finde den rigtige model.

Det cremefarvede læder blev i øvrigt ødelagt efter meget kort tid, da min ven, Elias, tværede noget mad ud over det. Om jeg blev sur? Narh, jeg er egentlig ret tilgivende på det punkt. Jeg har nogle muligheder, som mine venner ikke har, men så giver de mig så mange andre ting. Jeg kan godt lide biler, men det er jo også bare en ting, så jeg tog det ikke så tungt.


BMW 320i sort, 2008
Professionel i FCK.



Strengt taget den samme bil og så bare lige nummeret større motor og tilsvarende hurtigere. En lækker bil, som det lykkedes mig at passe bedre på end de foregående. Altså lige indtil fem dage før den skulle afleveres. Så påkørte jeg en varevogn i glat føre. Helt udramatisk, men rimelig irriterende – ikke mindst fordi han havde en køkkenbordsplade strittende ud bagfra, og den lavede en del buler i min front til trods for, at jeg næsten nåede at bremse op.

Mercedes ML, hvid, 2011.
Professionel i FCK.



Man skulle tro, at jeg havde fire børn med det bilvalg, men jeg kan godt lide store biler, og så har jeg jo altid vennerne med. De kørte med mig, og de boede hos mig. Det er en kæmpe bil med masser af muskler, og hvis man kører i sådan en, når man er ung og mørk, bliver man konstant stoppet af politiet. Tror nærmest, det var daglig, men de var altid meget søde, så hvis bare jeg ikke svarede alt for flabet, tog det kun et øjeblik.

Mercedes CLS, sølv, 2012

Professionel i PSV Eindhoven.




Så blev jeg solgt til PSV og skulle etablere mig i Holland. Det var virkelig en dejlig bil. Utrolig smuk og kraftfuld. I modsætning til herhjemme er der sådan et ret tydeligt bilhierarki dernede. Altså, dér fyrer man den af, men jeg tænkte, at jeg ikke ville have noget, der var alt for flashy, så jeg nøjedes med at tilvælge AMG-stylingen og lade selve motoren være standard. Det er nok den bedste bil, jeg har haft.

Mercedes E250, sort, 2014

Professionel i FCK.

 

Det er langtfra den mest beskedne bil, jeg har haft, men alligevel den, jeg har været mindst glad for. Alle de andre har været en opgradering, men den her føltes som et trin ned.

Porsche Cayenne Sport, sort, 2013
Professionel i FCK


Min første Porsche. Ikke rigtig en decideret drømmebil, men en fantastisk bil og min første rigtige luksusbil. Masser af hestekræfter. Det vænner man sig jo til, og selv om der måske er mere blær i en 911’er, elsker jeg, at der er plads til familie, venner og holdkammerater.

Jeg elsker at trille rundt i byen i den. Bare cruise og så lige træde på speederen nu og da for at høre brølet. Det er frugten af alt det hårde arbejde, og selv om alting selvfølgelig bliver hverdag, er den en god påmindelse om, hvor privilegeret jeg er. Det glemmer man ikke i den her.

LÆS OGSÅ: Leicester-spillere belønnes med Mercedes

LÆS OGSÅ: Tesla fås nu med luftfilter mod biologiske våben

LÆS OGSÅ: 10 ikoniske Lamborghini’er gennem tiderne