golf.jpg

1997-1999: 1979 Volkswagen Golf Cabriolet, rød.

Pædagogmedhjælper på Krogerup Højskole og læser økonomi på Københavns Universitet.

Min første bil var en gammel, rød Golf Cabriolet fra 1979. Den var herlig. En af mine venner byggede hele bagagerummet om til en subwoofer – eller hele bagagerummet er så meget sagt. Bagagerummet var i forvejen en lille boks, og da subwooferen var installeret, var der ikke noget bagagerum tilbage. Det ekstra dumme ved det var, at det var en periode, hvor jeg var meget glad for Aqua, så det har været med ’Doctor Jones’ på fuld volumen og kluden nede. Endnu dummere var det, at vi måtte fjerne højttaleren igen, da vi et par år senere kørte tre gutter til Sydfrankrig og skulle have plads til bagagen.

ford sierra.jpg

2001-2005: 1984 Ford Sierra 1,6 tredørs hatchback, beige.

Landsformand for Radikal Ungdom, læser socialvidenskab på RUC.

Desværre blev Golfen stjålet fra mig i 1999. Og endnu mere ærgerligt blev den fundet, dagen før forsikringspræmien blev udbetalt. Den var helt smadret, men det var svært for mig at påvise, hvilke af bilens skavanker der var blevet påført af tyven, og hvilke der var der i forvejen. Jeg havde ærligt talt hellere taget forsikringssummen end at få den tilbage i den stand. Nogle år senere overtog jeg min daværende svigerfars Ford Sierra. Det var en tredørs, beigefarvet sag med skjolder i loftet efter svigerfars brylcreme.

Den var ikke noget bilmæssigt højdepunkt, men jeg savnede at være bilist. Den gik ofte i stykker, når jeg var til partimøder rundt om i landet. Engang skulle min mand og jeg til Prag i den. Det var i påsken, og der var glat i bjergpassene mellem Tyskland og Tjekkiet. Da der opstod en kø, kørte vi ligeså stille på midterstriben mellem rækkerne af biler, fordi jeg vidste, at vi aldrig ville få bilen i gang igen, hvis den først stod stille.

volvos40.jpg

2005-2011: 2005 Volvo S40, knaldrød

Folketingsmedlem for Det Radikale Venstre og fra 2009 for Liberal Alliance. Desuden politisk ordfører.

Da jeg blev gift med Henning (Olsen, red.), forærede vi os selv en ny bil i bryllupsgave, en Volvo S40, knaldrød og super flot. Først ville jeg købe en Renault Megane Cabriolet, men der var ingen, der ville forsikre den grundet min lave alder, så vi endte i en Volvo. Jeg er ud af en familie med utroligt mange Volvo-ejere. Jeg var meget skuffet, da min mors mand engang gik fra Volvo til Mazda, så det var lidt som at komme hjem. Jeg var i hvert fald virkeligt glad for den og også for farven. Jeg har en enkelt gang oplevet, at børn troede, det var en Ferrari, og så var den lige pludselig ikke så kedelig alligevel.

volvov40.jpg

2012-2015: 2012 Volvo V40, mørkeblå

Folketingsmedlem og politisk ordfører for ­Liberal Alliance.

En dag på vej i sommerhus tog Henning sin mobil frem og sagde, at der var en Volvo-forhandler i nærheden. En time senere havde jeg købt en mørkeblå V40, og det var en lidt tilfældig indkøbsproces. Lad mig sige det sådan, at hvis jeg havde været lige så forsigtig med mine egne penge, som jeg er med de offentlige, så havde jeg været en meget rig mand i dag. Ofte hører man ellers det stik modsatte, at man skal behandle den offentlige økonomi, som man behandler sin egen, men det er altså omvendt i mit tilfælde.

audi a5.jpg

2015-2018: 2015 Audi A5 Coupé, rød

Økonomi- og indenrigsminister samt gruppeformand og politisk ordfører for Liberal Alliance.

Som biltosse er jeg altid på udkig efter den næste bil. I 2015 tænkte jeg, at jeg havde fundet den helt rigtige, en Audi A5 Coupé, knaldrød og superflot.

Der er ikke så mange biler, der kan bære den farve, men Audi’en er helt rigtig i rød. Den eneste fejl er, at jeg købte den meget kort før, vi fik overbevist Claus Hjort om, at vi skulle sætte afgiften ned med 30 procent. Måske troede jeg ikke, vi kunne få ham så langt ned, eller også er det bare det, som lækre biler gør ved mig. Det var i hvert fald dumt. Jeg har ofte nævnt det for ham og sagt, ’hør nu her, jeg troede kun, du ville gå med til 10 procent’. Det skal man ikke tænke for meget over. Vi sænkede afgiften tre gange, mens jeg havde den Audi.

porsche.jpg

2017-2018: 2013 Porsche Cayman S, gråbrun metal.

Økonomi- og indenrigsminister samt gruppeformand og politisk ordfører for Liberal Alliance.

Jeg har altid drømt om at have en sportsvogn og helst en Porsche eller en Jaguar. Jeg kiggede også på F-Type, men endte med en Cayman S, som jeg leasede i 13 måneder. Undervejs nåede jeg at køre på sommerferie til Sydfrankrig i den med min kone Kristine (Bille, red.). Det bør man næsten gøre, hvis man har sådan en. Altså, den der fornemmelse af at køre på motorvejen i Tyskland … Det ene øjeblik har du vejen for dig selv, men når du så trykker på speederen, kommer du nærmest flyvende op til et helt felt af biler. Det er en vild følelse.

jaguar.jpg

2018-: 2018 Jaguar XF Stationcar, sort

Økonomi- og indenrigsminister samt gruppeformand og politisk ordfører for Liberal Alliance.

Jeg blev far i maj, og så skal der andre biler til. Jeg har skiftet Audi’en ud med en Jaguar og afleveret Porschen efter endt leasing. Med hensyn til Jaguaren var det planen at få en F-Pace, altså den her meget flotte SUV. De laver den i en meget klar blå farve, som jeg er vild med, men den kan først leveres til foråret, så i mellemtiden leaser jeg en XF-stationcar. Den er sort og lidt kedelig. Jeg tror simpelthen, jeg bliver gladest for de biler, der har en markant farve, så jeg glæder mig, til det bliver forår.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille (f. 1977) har læst på RUC og Københavns Universitet. Stiftede i 2009 Borgerligt Centrum, som kort efter fusionerede med Liberal Alliance. Ammitzbøll-Bille har siddet i Folketinget siden 2005 og er i dag økonomi- og indenrigsminister samt gruppeformand og politisk ordfører for Liberal Alliance.