I et tidligere afsnit af Euromans cykelpodcast ’Café Eddy’ anbefalede Brian Holm, at Mads P. skulle skifte hold.
Men i en video, der er bragt på Lidl-Treks Instagram-profil, gør Mads P. det klart, at han ikke har tænkt sig at ændre noget lige foreløbigt.
”I have a new headline for you. I'm staying with Lidl-Trek until my career is over,” siger Mads P. i videoen.
Men kan man overhovedet love sådan noget?
Det diskuterer Brian Holm og Bastian Emil Goldschmidt med Peter Piil og Thomas Bay i det nyeste afsnit af ’Café Eddy’.
”Det er et marketingkoncept, tænker jeg. Det er da også et fair signal at sende, at man godt vil beholde Mads, så længe han kører på cykel,” siger Thomas Bay i podcasten.
”Så du siger til mig, Thomas Bay, at Lidl-Trek fortsætter deres sponsorat i al uendelighed? Det er sgu da godt nyt for cykelsporten. De fleste kontrakter, jeg har kendt, kører tre år. Så går man og sveder, indtil de skriver igen. Men ved I hvad, drenge? Vi kører livstidskontrakt hos Lidl-Trek. Det er da fantastisk. Det er da godt nyt,” siger Brian Holm og fortsætter:
”Så må det betyde, at Lidl-Trek kører videre de næste 50 år, hvis han vil køre der. Så det er godt nyt til holdet og sportsdirektøren. Jeg gad da godt arbejde for Lidl-Trek.”
”Det, du siger mellem linjerne her, er, at i kontrakten står der noget, som vi ikke lige kender til?” spørger Peter Piil.
”Det vil jeg sgu da håbe. Men det undrer mig lidt, at ikke er nogen, der spørger ind til det. Er der ikke journalister dernede? Var der ikke en, der kunne finde på at spørge: ’Hvad går det her helt præcist ud på?’ Er det livstid, eller er det bare sådan et koncept?” svarer Brian Holm.
”Men Brian, går det ikke lidt i kølvandet på det, du sagde i ’Café Eddy’, med, at rytterne generelt får længere og længere kontrakter, og der måske bliver lagt an til, at man kan handle med rytterne, eller at der kan blive betalt et beløb, som kan købe rytterne fri? Det starter, når de er unge, men nu begynder det også at være ryttere, der er i 30'erne,” spørger Bastian Emil Goldschmidt.
”Når jeg ringer og spørger holdejere og agenter, så siger de, at tendensen er, at man skriver lange kontrakter med dem, og så efterhånden begynder man at købe rytterne fri af deres kontrakter. For hvis du tager UAE, kan de jo snart ikke have flere rytter på. Hvordan skal der så komme nye ind, hvis de har lange kontrakter alle sammen?
Så derfor tror jeg ikke, at Ayuso kører på UAE om tre år. Så køber man ham fri af den kontrakt. Og på den måde tror jeg, at cyklingen er begyndt at forandre sig,” svarer Brian Holm.
Du kan høre hele samtalen i det nyeste afsnit af ’Café Eddy’, der er ude på alle podcastplatforme nu.