Sponsoreret af HelloFresh

Der er et nyt afsnit af Arbejdstitel klar i din æter. Det handler om favoritter, og det faste segment Overvurderet/Undervurderet er naturligvis også med. Vanen tro har de flittige lyttere været gavmilde med bud, som de to værter Oliver Enné og Kristoffer Dahy Ernst tager under kærlig behandling.

I dag vil den trofaste lytter Jesper gerne vide: Er det overvurderet eller undervurderet at cykle med en paraply, når det regner? Til det spørgsmål lægger Kristoffer ud:

”Vi har jo alle sammen været der.”

”Nej, det har vi krafteddermame ikke,” responderer Oliver, og så er tonen ligesom lagt. Kristoffer forsøger at korrigere:

”Nej, jeg mener; vi har alle sammen været der i tanken. Når du cykler i regnvejr, og du tænker: ’Jeg er ikke et sted i mit liv lige nu, hvor jeg skal være en person, der cykler i regnvejr. Der bør være en chauffør, der kommer og henter mig.’ Eller det har jeg i hvert fald tænkt. Og når jeg har en bil derhjemme, og jeg cykler i regnen, føler jeg mig som en kæmpe idiot.”

Oliver ser allerede nu, at samtaler er ved at køre ud ad en tangent, så han får den tilbage på sporet. Det handler jo ikke om at cykle i regnvejr, men om at cykle med en paraply i hånden i regnvejr. Kristoffer samler tråden op:

”Når man er færdig med at have ondt af sig selv (over at cykle i regnvejr, red.), kommer man jo ud i sådan nogle vanvittige idéer om at købe regnbukser eller køre med en paraply, når man cykler,” siger han og kommer samtidig med sin pointe om, at det er nytteløst, nærmere: ”Hvis du skal have en paraply, der dækker hele din krop, bliver det jo en kæmpestor paraply. Nærmest en parasol.”

Og så er der naturligvis trafiksikkerheden, som heller ikke er en uvæsentlig faktor, insinuerer Kristoffer. For man kan jo heller ikke køre med en paraply og se noget, medmindre man har en gennemsigtig paraply i klar plast.

”Men den er ikke fed,” konstaterer han tørt, og kommer til sin konklusion:

”Det er overvurderet. Det skal man ikke gøre. Du må owne det regnvejr, hvis du skal ud i det, og ellers må du blive derhjemme og sige, du ikke kan deltage i mødet. Tag det på Teams. Og vent på at regnen stopper.”

Oliver, som engang havde en lang periode, hvor han nægtede at begive sig ud i regnvejr og derfor opbyggede en ganske solid vane for at køre taxa, supplerer:

”Der går lidt cirkusartist i den, ikk’? Som om man både skal vise, at man kan køre på cykel og foretage sig noget aktivt med hænderne.”

Kristoffer hamrer det endelige søm i cykelparaplyens kiste:

”Jeg tror ikke, det er noget for mig. Du bliver jo gennemblødt alligevel. Hvis det først regner, er der alligevel vådt overalt. Det kan en lille skærm på 80 cm i diameter ikke dæmme op for.”

Dette afsnit af Arbejdstitel er bragt i samarbejde med HelloFresh. HelloFresh er velsmagende og lækre måltidskasser, der gør din hverdag meget nemmere. Brug koden ARBEJDSTITEL og få 1.245 kroner i rabat på de første fem måltidskasser. Tilbuddet gælder, hvis du ikke har haft HelloFresh de seneste 12 måneder.