Du kender det garanteret. Du er til en vens fest eller et professionelt møde, og pludselig lægger en vidt fremmed an til et kram. Hvis der er kommet noget godt ud af coronakrisen, så er det, at den slags nu er passé, mener Lars Løkke Rasmussen, der efter eget udsagn aldrig har været den helt store krammer.

”Jeg har altid haft sådan en reservation. Jeg synes, det er mærkeligt at kramme folk, man ikke ved, hvem er,” siger den forhenværende statsminister i podcastserien 'Lund & Løkke', hvor de gamle studiekammerater Lars Løkke og Anders Lund Madsen tager os med på tur rundt i Danmark. Nu er makkerparret nået til Bornholm.