Lars Trier Mogensen: "Fremtidsoptimismen fejler ikke noget i regeringstoppen, i hvert fald ikke når det gælder klimaet" scroll-down

Lars Trier Mogensen: "Fremtidsoptimismen fejler ikke noget i regeringstoppen, i hvert fald ikke når det gælder klimaet"

Kreativiteten er sluppet løs i regeringstoppen, når det handler om at finde på nye sportsmetaforer, der kan forklare, hvorfor den grønne omstilling skal udskydes til efter næste folketingsvalg.

Af Lars Trier Mogensen
Foto: Ritzau Scanpix og Getty Images
Politik Euroman

Begrebet bruges som oftest af des-perate juniorkonsulenter, når de skal forsvare og forklare manglende resultater over for den øverste ledelse: hockeystaven! Lige pludselig vil problemerne løse sig selv som ved et trylleslag – bare lidt ude i fremtiden.

Nu har den langmodige trolddomskraft også gjort sit indtog på Slotsholmen. S-regeringen satser på, at de største og sværeste skridt i den grønne omstilling vil kunne løses med et teknologisk snuptag, dog først om to til tre valgperioder.

Embedsmændene i Finansministeriet, der tidligere har været kendt som hårde regnedrenge og bitchy budgetbisser, har været nødt til at tænke kreativt, og tilsyneladende har de fundet en poppet PowerPoint-præsentation frem fra et ellers glemt business-diplomkursus.

Den allerede aftalte reduktion i udledningen af drivhusgasser skal efter S-regeringens plan kun ske meget langsomt i indeværende og næste valgperiode, for så til gengæld at accelerere voldsomt i årene lige op til 2030: En lang lige linje, som skal tage et skarpt sving i allersidste øjeblik.

Det er mildest talt ikke den måde, Finansministeriet normalt insisterer på, at budgetterne skal balancere. Men fremtidsoptimismen fejler ikke noget i regeringstoppen, i hvert fald ikke når det gælder klimaet, og når det kommer til at udskyde de mest ubehagelige beslutninger. Alt bliver nemmere, mañana.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har lanceret en ny doktrin, ’hockeystav-doktrinen’: Kommer tid, kommer råd, lyder den besnærende logik, som markerer noget nær et paradigmeskifte i centraladministrationen.

”Min holdning er, at vi skal tænke hockeystaven ind,” har den socialdemokratiske finansminister tålmodigt forklaret: ”Der er bare værktøjer, hvor vi kan opnå CO2-udledninger på en billigere måde senere. Derfor lægger vi ikke op til at håndtere det her på en lineær måde.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Socialdemokratiet og Klima