Via Mikonomi.dk

Har du planer om at leje bil på sommerens tur til sydens sol? Vi har samlet de syv bedste  tips til, hvordan du scorer et godt tilbud på en lejebil, så der er flere lommepenge til feriens glæder. Du vil blive overrasket over, hvor let det er at få fat i en billig lejebil.

1.    Grundigt forarbejde gør dig til en bedre forhandler
Hvis du vil spare penge på feriens lejebil, er det en rigtig god ide at prutte om prisen. Dette kan du gøre allerbedst, hvis du har gjort dit forarbejde grundigt. Allerede hjemmefra kan du med fordel danne dig et overblik over de mange online tilbud, så du har en ide om det generelle prisleje.  

Når du kender udbydernes priser, kan du sætte de forskellige udlejningsselskaber i konkurrence med hinanden og dermed få en meget billigere lejebil. Typisk har forhandlerne rimelig meget at forhandle med, så den listepris, du oprindeligt får tilbudt, er sjældent den laveste, udlejeren kan tilbyde dig når det kommer til stykket.

2.    Start forhandling om ekstraudstyr inden du booker
Hvis der er ekstraudstyr, du ikke kan undvære på ferien, er det en god ide at undersøge priserne herpå, inden du reserverer feriebilen. Det kan eksempelvis være en gps for at finde vej til havnebyerne på Kreta, en tagboks til turen rundt i Sydfrankrig eller et barnesæde til den mindste i familien.

Hvis du skriver med en forespørgsel om specifikt ekstraudstyr, kan du oftest få det med meget billigt eller helt gratis. Specielt hvis du gør det til et krav for at reservere hos netop dem. Konkurrencen mellem biludlejningsselskaberne er stor, og de vil derfor gøre meget for at sikre dig som kunde.

3.    Gå efter en udbyder med mange biler på parkeringspladsen
Som udgangspunkt anbefaler vi, at du reserverer, men aldrig betaler for lejebilen, inden du ankommer til din rejsedestination. Så længe du ikke har betalt, har du større frihed til at slå til, såfremt et bedre tilbud byder sig.

Et rigtig godt tip, når du skal leje bil, er at undersøge området, og vælge det udlejningsselskab der har flest biler tilbage. Sælgerne hos disse selskaber vil typisk gøre mere for at tilbyde dig en god pris, da langt de fleste af dem er provisionslønnede og derfor gerne vil udleje så mange biler som muligt.

4.    Lej bilen i længere tid og spar penge
Det lyder selvmodsigende, men nogle gange kan det være billigere at leje bilen i en hel uge frem for kun at have den et par dage. Dette skyldes, at prisen for at leje bil typisk er langt højere i weekenden end i hverdagene, og fordi der ofte er rabatter at hente på ugelang billeje.

Skal du eksempelvis bruge bilen onsdag til lørdag, kan det være billigere at leje den hele ugen, selvom der er dage, hvor du ikke bruger den. For at sikre den laveste pris, kan du derfor prøve dig frem med forskellige datoer, og undersøge hvorvidt der er gebyrer for tidlig aflevering af bilen eller ej.

5.    Bestil en lille bil og bliv opgraderet gratis
Mange udlejningsselskaber forventer, at langt de fleste kunder lejer store eller mellemstore biler, og derfor køber de kun meget få små biler. Hvis du reserverer en lille bil, og udlejeren ikke har flere tilbage når du ankommer, kan du være heldig at køre derfra i en større bil.

I de fleste tilfælde vil sælgeren forsøge at få dig til at opgradere af egen vilje hvilket betyder, at du selv står for at dække prisdifference. Derfor er det vigtigt, at du holder fast i at få udleveret den type bil, du har reserveret. Således kan sælger blive nødt til at opgradere dig til en større bil uden merbetaling og du har fået en større lejebil til en virkelig god pris.

6.    Undgå at betale dyrt for dobbeltdækning
Der kan hurtigt opstå forvirring omkring forsikringer, når du står hos forhandleren, da sælger vil forsøge at få dig til at tegne ekstra forsikringer, som du ikke nødvendigvis har brug for. Det er derfor en god ide at tjekke op på dine forsikringsbetingelser hjemmefra, så du ved præcis, hvordan du er dækket på ferien.

Ansvars- og kaskoforsikringen af bilen er typisk en del af lejeprisen, og den selvrisiko du selv skal betale ved potentielle skader, er i mange tilfælde dækket af din rejseforsikring. Ligeledes er tyveri i lejebil dækket hos de fleste danske indboforsikringer, hvorfor ekstra tyverisikring ligeledes er en unødvendig udgift.

7.    Tag billeder af bilen før og efter lejeperioden
Selvom du har en forsikring, der dækker eventuelle skader, er der ingen grund til at betale for skader, du ikke selv er skyld i. For at have beviserne på din side, anbefales du derfor at tage billeder af bilen ved både afhentning og aflevering.

Når du skal aflevere bilen, kan du med fordel insistere på, at få bilen undersøgt mens du er til stede. På denne måde er du sikker på, at du ikke hæfter for skader, du ikke har forårsaget, og at du derfor ikke skal betale dyrt for skader, der opstår, efter du har afleveret bilen.

Her kan du se flere tips til leje af bil og bilforsikring.

LÆS OGSÅ: Henrik Fisker blev ramt af konkurs og orkan: "Jeg tror på, at du har fuld kontrol over din egen skæbne. Du kan ikke sidde og sige, at det er de andres skyld"

LÆS OGSÅ: Cykel-far er på jagt efter den perfekte retrobil: "Jeg drømmer om sådan en der gør dig glad for at stå op om morgenen"

LÆS OGSÅ: Få John Kørners tips til New York