Christian fra Admiralgade 26 har ualmindeligt god smag. Her er hans favoritsteder i København

Christian Nedergaard er restauratør og medejer af vinbaren Ved Stranden 10 og restauranten Admiralgade 26 i Indre By. Her fortæller han om sine favoritsteder i København. 

Offentliggjort

Hvordan begynder en god morgen for dig? 

”Jeg har større børn, hvilket giver masser af muligheder for spontanitet og generel dovenskab. Jeg henter som regel en kop kaffe til at tage med, enten hos Juno eller Prolog på Østerbro. Og når lejligheden byder sig, finder jeg et sted med udsigt over vandet, inden dagen går i gang.”

Hvor slutter en god aften i byen? 

”Jeg kommer sjældent længere end mine egne faste steder, men jeg kan godt lide Bar’Vin, hvis aftenen skal vare længere. Tidligt på aftenen vil jeg nævne vinbaren Lille Blå og Bar Amore for de rastløse og ubeslutsomme, der ønsker at slappe af.”