1968
Et af gemakkerne i Christian IX’s Palæ på Amalienborg står klar som fødestue, men på grund af komplikationer bliver Dronning Margrethe overført til Rigshospitalet, hvor den 4,1 kilo tunge og 53 centimeter lange kronprins bliver født. En måned senere døbes han Frederik André Henrik Christian.

1979
Til en påskefrokost fortæller dronningen, at Joachim skal have Schackenborg, når han bliver stor, mens Frederik skal have hele landet.

1986
Frederik bliver student med et nital i den afsluttende eksamen, mundtlig dansk. I sin gymnasieklasse har han mødt sin første kæreste, Mie Egmont. I Øregård Gymnasiums Blå Bog anno 1986 skriver klassekammeraterne om hende: ”Motto: ”Jeg er også gået over til Prince, skifter nok snart til King’s, ender nok med Queen’s”. Efter studentergilderne og nogle måneder i livgarden forlader Frederik hende til fordel for sergentskolen i Sønderborg.

1992
Nytårsaften i 1992 sætter kronprinsens kæreste, Malou Aamund, sig bag rattet i hans bil. Uden kørekort. Kronprinsen, der er endnu fuldere, sidder på passagersædet, mens bilen hopper ned ad Niels Hemmingsensgade i det indre København – inden den bliver stoppet af ordensmagten og parret sigtet for spirituskørsel. Malou bliver idømt en bøde på 4.000 kroner, og de danske medier tager op til overvejelse, om monarkiet kan fortsætte med en tronfølger som Frederik.

Senere har han forklaret det sådan her: Efter en privat fest på Copenhagen JazzHouse var de gået ned i bilen for at vente på sikkerhedsfolkene, der skulle køre dem hjem. Mens de ventede, bad Malou om nøglerne for at kunne tænde for varmen. Hun fik tændt for varmen, men også for bilen, der stod i gear og derfor humpede afsted.

1995
Prinsen har sit livs bedste koncertoplevelse: Beastie Boys i KB Hallen. Han har senere omtalt den i Gaffa: ”Jeg hørte en del Beastie Boys dengang. Det var bare knaldhamrende godt, og jeg synes virkelig, at de havde en god energi. Vi fyrede den virkelig af, og bandet var i total symbiose, den glemmer jeg ikke!”

2000
Prinsen deltager i frømandskorpsets Sirius 2000-ekspedition. 2.500 kilometer over Nordgrønland i ned til 47 kuldegrader, strømpeskift hver anden uge og en riffel til isbjørnebeskyttelse. Frederik bliver blandt de andre ekspeditionsdeltagere kendt for sin svenske pølseret. ”Jeg skal hjem og slappe af og spise noget grønt,” siger han til B.T. ved hjemkomsten.

2004
”Mine muligheder var store, og min verden ofte ensom.” Sådan beskriver kronprinsen i sin bryllupstale på Fredensborg Slot sit liv, inden han mødte Mary Elizabeth Donaldson. Han afslutter talen med et Lars H.U.G.-citat: ”Jeg elsker dig Mary – kom lad os gå, kom lad os se – gennem tusind verdener venter vægtløs kærlighed.” 

2005
Kronprinsen kan klippe navlestrengen over på sin førstefødte, Prins Christian Valdemar Henri John. Christian bliver kronprins, den dag Frederik bliver konge. Christian bliver den første af kronprinsparrets i alt fire børn.

2009
”Det er uvurderligt, hvad rollemodeller som Usain Bolt, Phelps, Lotte Friis og Guldfireren betyder. Stjernerne er drivkraft for de unge, så vi kan få bugt med den inaktivitet, som breder sig hos ungdommen,” siger Frederik blandt andet, da han bliver valgt til Den Internationale Olympiske Komité og må forholde sig til kritik fra den danske presse, der vil vide, hvordan han har det med, at medlemmer af organisationen har været indblandet i økonomisk svindel og diktaturstater. Prinsen har senere fortalt, at perioden omkring valget var blandt de hårdeste i hans liv. I 2017 bliver han valgt for endnu en otteårig periode.

2012
Kronprinsen optræder på forsiden af Euromans augustnummer, som bliver det bedst sælgende nummer i magasinets historie. (Okay, okay, det er måske ikke en af de vigtigste begivenheder for kronprinsen, men det er det for os).

2013
Frederik bliver verdens første kongelige ironman, da han gennemfører KMD Ironman Copenhagen med tiden 10 timer, 45 minutter og 32 sekunder. Adspurgt, hvordan han holdt fokus, da det blev hårdt, svarer han: ”Jeg vil sgu sige – jeg kiggede lidt ned – faktisk lige ned foran mig, og så tænkte jeg bare på at holde den gode kadence, og det var faktisk meget godt” 

2015
Storebæltsbroen er lukket på grund af blæsevejr, men nogen lader sig dupere af kronprinsen og lukker hans Krone 7 ud på broen, da han om natten skal hjem fra Sportsgalla i Herning. Mange, blandt andre direktøren for Sund & Bælt, der administrerer broen, er forargede over risikoen. Prinsens livvagt bliver sigtet for overtrædelse af færdselsloven, men sagen droppes.

LÆS MERE: Den eneste københavnske borgmester: "Hvis polariseringen bliver for stor, brækker byen over"

LÆS MERE: Derfor har vi det så svært med politikere med skæg

LÆS MERE: Dansk fotograf vinder international pris: ”Jeg har efterhånden set mange forfærdelige ting. Men det her var fuldstændig vanvittigt”