NIELS BROCKS LOKALER på Nørre Voldgade i København er egentlig ret undseelige. Vægge og loft er kedeligt hvide, gulvet er dog sildebensparket, men der er noget sparet over både udseende og materiale, der får mig til at tænke på de falske stolper på Amalienborg, der ved et lille bank viser sig hule og blottet for tyngde. Institutionslyset fra loftet blænder mine trætte øjne, og selvom kantinen endnu ikke er åbnet, hænger der, som på så mange andre skoler, en dunst af madpakke i luften.

Dunst, lys og kønsløshed forsvinder et sted på 1. etage. ”Passion is our fuel,” står der skrevet med sorte, nymalede bogstaver på væggen i det lille transitionsområde mellem det gamle Niels Brock på venstre side af vindeltrappen, jeg har klatret op af fra receptionen, og det nye og lysafdæmpede Niels Brock med den mere dunkle sildebensparket og mørke træpaneler på højre side.