Gymnasie for løveunger: Nu har Jesper Buch sit eget iværksætterakademi i København scroll-down

Gymnasie for løveunger: Nu har Jesper Buch sit eget iværksætterakademi i København

Der var dundertaler, motiverende citater og elastiske skoleuniformer, da Jesper Buchs Iværksætterakademi for første gange nogensinde slog dørene op for 90 elever, der de næste fire år skal igennem iværksætterens ABC og en uddannelse, som er ulig nogen anden i Danmark. Vi fulgte i hælene på det spændte kuld af løveunger på deres første dag under kyndig vejledning af kongen af savannen.

Tekst af Boris Schilling Weiss
Foto af Valdemar Ren / Video af Johan Sylvest Bregnballe
Samfund Euroman

NIELS BROCKS LOKALER på Nørre Voldgade i København er egentlig ret undseelige. Vægge og loft er kedeligt hvide, gulvet er dog sildebensparket, men der er noget sparet over både udseende og materiale, der får mig til at tænke på de falske stolper på Amalienborg, der ved et lille bank viser sig hule og blottet for tyngde. Institutionslyset fra loftet blænder mine trætte øjne, og selvom kantinen endnu ikke er åbnet, hænger der, som på så mange andre skoler, en dunst af madpakke i luften.

Dunst, lys og kønsløshed forsvinder et sted på 1. etage. ”Passion is our fuel,” står der skrevet med sorte, nymalede bogstaver på væggen i det lille transitionsområde mellem det gamle Niels Brock på venstre side af vindeltrappen, jeg har klatret op af fra receptionen, og det nye og lysafdæmpede Niels Brock med den mere dunkle sildebensparket og mørke træpaneler på højre side.

Se, hvad vi ellers skriver om: Jesper Buch og Danmark