Det bedste fra 2016

Det bedste fra 2016

Helt skidt har det heller ikke været: Her er 18 gode ting der skete i 2016

Gangstarap, kælegrise og Leicester

1: A Tribe Called Quest udgav nyt album

18 år efter deres seneste album, ’The Love Movement’ fra 1998, er New Yorker-rapgruppen A Tribe Called Quet tilbage. Singlen ’We the People’ og albummet ’We Got It from Here… Thank You 4 Your Service’ blev udgivet i november i år til stor ros fra anmeldere og lyttere verden over, og albummet gik direkte ind som nummer et på Billboards top 200.

2: Hånboldherrelandsholdet vandt guld i Rio

Selvom man ikke følger med i håndbold og havde set håndboldfinalen direkte fra Brasilien, kunne ingen undgå at høre, at Håndboldherrelandsholdet vandt deres første guldmedalje. Primært fordi DR og TV2 gik i selvsving i flere måneder, så alle blev trætte af at høre om det. Og det var synd, for det var imponerende nok. Tillykke til dem.

3: San Francisco Lufthavn fik en kælegris

For at hjælpe flyrejsende med at slappe af har San Franciscos internationale lufthavn for nyligt adopteret en kælegris ved navn Lilou. Den får hver dag lakeret sine negle, den bliver klædt ud i sjove kostumer og går så rundt på lufthavnen sammen med over 300 hunde, katte og kaniner, der ligeledes er stressreducerende.

4: N.W.A. blev genforenet

Gangstarap-ikonerne fra Los Angeles blev genforenet i år, da de blev introduceret i Rock and Roll Hall of Fame, 25 år efter de brød op, og 21 år efter et af gruppens vigtigste medlemmer, Eazy-E, døde. Få dage senere optrådte de andre medlemmer til den store amerikanske musikfestival Coachella.

5: De vilde tigre blev til flere

En større undersøgelse foretaget af WWF Verdensnaturfonden viste, at antallet af verdens vilde tigre er steget fra 3.200 i 2010 til 3.890 i 2016. Det er første gang i 100 år, at antallet er steget.

6: Inderne plantede 50 mio. tæer

I juli slog over 800.000 frivillige mennesker i Indien verdensrekorden i at plante træer ved at plante 50 mio. træer på kun 24 timer.

7: God, ny tv-serie

Westworld er HBO’s gode bud på en ny, god scifi-serie, der allerede siden første episode blev sendt i oktober har modtaget flere priser og nomineringer.

8: Leonardo DiCaprio vandt en Oscar

Efter fem Oscar-nomineringer som bedste skuespiller og en lang række modtagne priser, blandt andet to Golden Globes og en fra Berlinalen, modtog Leo endelig sin efterhånden velfortjente Oscar for hovedrollen i ’ The Revenant’.

9: Første jordomflyvning uden fossile brændstoffer

Solar Impulse 2 er et schweizisk eksperimentalfly, hvis formål er at skabe en ny, miljøvenlig måde at rejse på. Flyet er drevet af solenergi, men har alligevel et vingefang, der kun er lidt mindre end en ruteflyvers. Mellem 9. marts 2015 og 23. juli fløj flyet fra Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater til Kairo i Ægypten, hvilket var første gang, nogen har fløjet jorden rundt uden brug af fossile brændstoffer.

10: Pandaer blev taget af listen over truede dyrearter

Den store, sort/hvide bjørn er ikke længere en truet dyreart – nu er den kun ’sårbar’. De seneste par år er bestanden nemlig steget med 16,8 %.

11: OJ Simpson: Made in America

Historien om folkehelten, den amerikanske fodboldspiller OJ Simpson, der blev til den forhutlede måske-måske-ikke morder, blev i 2016 til den fremragende mini-dokumentarserie ’OJ Simpson: Made in America’, der også blev sendt på DR1.

12: Channing Tatum stepdansede på bordet

Cohen-brødrenes film ’Hail Caesar!’ er en stor kippen på hatten til det klassiske Hollywood – dengang der fandtes studie-cowboys, smukke danserinder og visuelt eksploderende musicals. Channing Tatum spiller sanger/danser Burt Gurney i bedste Gene Kelly-stil, blandt andet i en af filmens højdepunkter; stepdans-scenen.

13: Portugal så grønt

Hele Portugal kørte på bæredygtig energi fire dage i træk i maj måned. Således kom al energien i det sydeuropæiske land fra vind, vand og sol fra 7. til 11. maj.

14: Lotus var stærk

Forældre med alkoholproblemer er et stort tabu, og et endnu større tabu, hvis ens far hedder Dan Turèll og er en af landets mest elskede forfattere. Derfor kan det ikke have været nemt for Lotus Turèll at fortælle om sin barndom som datter af Onkel Danny, der ikke holdt sig tilbage fra ’en lille en’, i DR-dokumentaren ’Lotus og den fulde sandhed’, der med garanti har givet håb og støtte til andre i samme situation.

15: Ricky Gervais var igen vært for Golden Globe Awards

Efter at have været i bad standing siden 2012 på grund af sine bramfri bemærkninger om de idoldyrkede Hollywood-stjerner, var den engelske komiker igen vært ved Golden Globe-uddelingerne. Sjovt, pinligt og ærligt var det.

16: Kasper Dolberg scorede hattrick

Den kun 19-årige Ajax-angriber scorede 18 minutter inde i kampen mod Nijmegen. Så igen 24 minutter inde og en tredje gang 37 minutter inde i kampen, der endte 5-0 til Ajax.

17: Der udkom ikke kun dårlige film

Selvom det er markant nemmere at komme på dårlige film fra 2016 (’Suicide Squat’, ’Grimsby’, ’Ratchet and Clank’, ’Zoolander 2’, ’Undercover’, og så videre og så videre), har der også været enkelte forsøg på at lave noget ordentligt.

Tre af de forsøg hedder ’The Lobster’, ’Hail Caesar!’ og ’Weiner’. Den første er en sort kærlighedskomedie, den anden er en visuelt imponerende cadeau til Hollywood i 50’erne og den tredje er en dokumentarfilm om en amerikansk politikers fald.

Gå hjem og se dem.

18: Leicester City vandt Premier League

Flere havde faktisk spået, at de ville rykke ned, klubben der i det bedste af en menneskealder har ligget og rodet rundt i bunden af Premier League. Men så vandt de sgu til alles store overraskelse, hvilket muligvis er den største overraskelse i ligaens historie.