scroll-down

Kahytfeber: Sådan påvirker corona-isolation dig mentalt

Mange danskere tilbringer i disse dage det meste af døgnet inden for hjemmets fire vægge. Særligt enlige og socialt udsatte risikerer at blive isoleret, og det kan have konsekvenser for deres mentale helbred. Men der er også hjælp at hente, hvis du sidder derhjemme og føler dig lidt ensom.

Af Benjamin Dane
Foto: Getty Images
Samfund

I FILMEN ’Cast Away’ sidder it-analytikeren Chuck Noland ombord på et fly til Malaysia, da en voldsom storm rammer over Stillehavet. Flyet styrter ned, Chuck Noland bliver slået bevidstløs, og da han vågner, er han skyllet op på en strand uden et andet menneske i sigte.

Det går hurtigt op for ham, at han er alene på en øde ø. Ingen andre passagerer fra flyet er overlevet. Chuck Noland forsøger først at signalere om hjælp, siden at flygte, men da begge dele mislykkes, tvinges han til at acceptere sin nye tilværelse som eneboer. Med kun en volleyball – som han tegner et ansigt på med blod fra sin hånd og døber Wilson – som selskab, tilbringer han fire år alene på øen, før det endelig lykkes ham at slippe væk.

Det er de færreste, der i disse dage er lige så isolerede som Tom Hanks i 'Cast Away' – skuespilleren, der blev Oscar-nomineret for sin rolle som Chuck Noland i filmen fra 2000, og som netop har gennemlevet virkelig karantæne, efter han testede positiv for COVID-19 i Australien. Men takket være den danske regerings omfattende tiltag for først at inddæmme og siden afbøde smitten af den nye coronavirus er mange tvunget til at arbejde og opholde sig i deres hjem det meste af døgnet. Nogle har familie eller samboer til at holde sig med selskab, men ifølge Danmarks Statistik bor 1,7 millioner – eller knap 30 procent af danskerne – alene, og særligt i hovedstaden og de større byer, sidder mange for sig selv i deres lejligheder med begrænsede muligheder for social kontakt.

Vi ved fra forskningen, at isolation påvirker hjernens kredsløb. Konsekvenserne er både psykiske og fysiske. Foruden angst og depression kan isolation medføre forhøjet blodtryk, hjerterytme, stresshormoner og infektion, gøre os mere sårbare over for sygdom – som vi ellers har isoleret os for ikke at få – og på længere sigt føre til øget dødelighed. Folkebevægelsen mod Ensomhed, en sammenslutning af 80 danske interesseorganisationer, har anslået, at cirka 350.000 danskere ofte føler sig ensomme. I disse dage er tallet formentlig endnu højere.

Se, hvad vi ellers skriver om: Corona-virussen og Oplæste artikler