Nysgerrig på Knud Brix’ nye roman om stalking? Læs de første sider af bogen her

’Du kan huske mig, hvis du tænker efter. Kan du ikke?

Hun underskriver sin besked Edith, på hendes profilbillede har hun bleg pergamenthud, ravnsort hår, måske er hun omkring de tredive, hendes ansigt, jeg kan svagt genkalde mig det med de svungne kindben. Hun besidder en sval skønhed. 

Edith, ingen på tredive hedder vel Edith.

Jeg arbejdede som pædagog på dine drenges skole for en del år siden. Jeg vidste faktisk ikke rigtig, hvem du var dengang. Men nogen på skolen fortalte mig, at du var journalist på tv (har ikke set flow, siden jeg var barn, hehe), og da jeg havde besluttet at læse en kandidat i journalistik, tog jeg mod til mig, og vi snakkede kort om det en dag i klassen. Nå, men lige meget, det har ikke noget med sagen at gøre.

Edith, skolen, jeg spoler båndet tilbage.

Jeg fik bare lyst til at skrive til dig, fordi jeg har lyttet til dine udsendelser de sidste par dage. Love them! Jeg har været isoleret med corona, min guitar og hørebøffer. Så det var egentlig bare en besked fra hjertet med tak for journalistikken. Kh Edith. PS. Håber, I har det godt – også­ Vilfred, som sikkert er blevet stor. 

Så dæmrer det. Ja, hun var vikar eller pædagog i Vilfreds klasse for en del år siden. Et brudstykke af et billede springer op på nethinden, hun har en guitar i skødet, sidder foran børnene i aulaen. Den samtale, hun refererer til, flimrer også. Hun ville hellere lave tv, alle vil være noget med medier, ingen vil være pædagog. Jeg lader som om, at hun står glasklart i min erindring.

Hej Edith, selvfølgelig kan jeg huske dig, tusind tak. Vilfred og hans bror blomstrer heldigvis, så søde og skarpe. Læser du din kandidat i journalistik? Et knus – selvom man ikke må i disse tider – Knud

Hendes lille prik danser på skærmen.

Nej, jeg blev faktisk færdig med mit speciale i november. Men rundsavene virker som rimelig fast inventar på alle albuer i din branche. Havde egentlig planlagt at rejse, skrive og spille musik, men så lukkede verden jo ligesom ned. Så jeg tænkte på … hvis du har tid og lyst, om du måske kunne lokkes til en faglig snak og en kop kaffe. Kunne virkelig godt bruge et råd eller to. Kh Edith

Mine mundvige krænger sig bagud, en varm glæde forplanter sig i mit system. Vores lille podcast er på rekordtid gået fra et pionerprojekt til allemandseje. Der er indtil flere komikere, der karikerer min dybe speak-stemme og pauserede diktion. Kvinder med guitar og islandske sweatre vil mødes nu. Jeg taler med praktikanter, drikker kaffe med unge talenter, med kollegaer, der hænger fast. Gør jeg det kun for at give igen? Jeg ved det ikke.

Det vil jeg gerne, kunne være hyggeligt. Hvilken type journalistik tænker du på at give dig i kast med? Kh Knud

Der er stilhed et par timer. Så sender hun et par foldede hænder og en kort besked.

Hvor cool, tak. Jeg tænder klart mest på kultur, musik, remember? Og kunst og litteratur og sådan. Men det virker som det strammeste nåleøje. Har du en idé til mødested?

Det mest naturlige til en kort faglig snak ville være at mødes på radioen i kantinen. Jeg giver hende to valg.

Vi kan mødes på en café. Jeg har som regel fri fra radioen kl. 16. Du er også velkommen til at svinge forbi terrassen, bor det samme sted på Amager Strandvej, den billigste strandvej i verden, men hey, strandvej er strandvej. Og ak ja: Kulturjournalistikken er klart det mest indspiste i en indspist branche …

Hun sender en emoji med et peacetegn.

Det vil jeg gerne. Kaffe på tirsdag kl. 17 hos dig er en aftale. Vi ses.’