Det skabte stor furore, da præsident Trump 2. juli lagde en video på Twitter, hvor han ’body-slammede’ en person, hvis hoved var byttet ud med et CNN-logo. Mange så det som en indirekte opfordring til at begå voldelige handlinger mod de amerikanske mainstreammedier, som Donald Trump har været i bitter strid med, lige siden han overtog præsidentembedet i januar. 

Det har nu fået manden, der oprindeligt lavede videoen, som er baseret på et gammelt wrestling-klip med Trump, til at sige undskyld. Søndag tog brugeren med det flatterende navn ’HanAssholeSolo’ ansvar for videoen, og i et nu slettet indlæg på Reddit, som nåede at blive delt på Twitter, inden det forsvandt, beklager han den kontroversielle video. Det skriver Esquire.

”Jeg går ikke ind for vold mod pressen, og det meme, jeg postede, advokerede ikke for dette på nogen måde,” skriver 'HanAssholeSolo' og fortsætter: 

”Memet blev udelukkende lavet som satire, det var ikke ment som et kald til vold mod CNN eller nogen anden nyhedsorganisation. Jeg havde ingen idé om, at nogen ville tage det og lægge lyd på det og derefter lægge det op på præsidentens Twitter-feed. Det var en spøg, intet andet.

Undskyldningen kommer en dag efter, at CNN var lykkedes med at identificere manden bag Reddit-brugernavnet og havde forsøgt at kontakte ham, uden held. Kort efter slettede ’HanAssholeSolo’ alle sine tidligere indlæg, hvoraf flere var af racistisk eller antisemitisk karakter, og lagde undskyldningen op.

CNN oplyser ifølge Esquire, at man ikke har valgt at offentliggøre ’HanAssholeSolos’ identitet, fordi han er en privat borger, der har sagt undskyld for sine gerninger, og som har vist anger over det, han gjorde. Det er mere, end man kan sige om Donald Trump, der stadig har den famøse video liggende på sin Twitter-profil.