Med begyndelsen af genåbningens fase to er coronavirussens jerngreb om landets erhvervsdrivende så småt ved at slækkes.

Men selv med en gradvis genåbning, befinder mange brancher sig stadig i voldsomme problemer – også i lang tid fremover.

Nu går møbelvirksomheden Brdr. Krüger imidlertid ind og gør sit for at afbøde skaderne hos én af krisens store ofre: Restauranterne.

Under kampagnen #ChefSupport (oversat til dansk: kokkestøtte) vil 30 procent af prisen på alle bestillinger på møbelvirksomhedens hjemmeside omsættes til et gavekort til en dansk “frontløber”-restaurant.

I alt 13 restauranter – udvalgt af non-profitorganisationen Mad – er der at vælge imellem, heriblandt Admiralgade 26, Noma, Relæ og La Banchina.

ARV in noma 2.jpg
Brdr. Krügers stol 'Arv' på restaurant Noma.

Værdien af gavekortene overføres med det samme til den givne restaurant – og ikke først ved indløsning – for at hjælpe nu og her.

Jonas Krüger, medejer og kreativ direktør hos Brdr. Krüger, som har leveret møbler til fx Noma, udtaler følgende i en pressemeddelelse:

”Det er en livstruende situation for dansk gastronomi. Vi mener, det er vigtigt, at de pionerer, som har været med til at udvikle Danmark til én af verdens førende destinationer for gastronomi, skal overleve. Det vil komme os alle til glæde og gavn, at de kan fortsætte med at udvikle dansk madkultur og tiltrække turister og opmærksomhed,” siger Jonas Krüger.

Han håber tilmed på, at kampagnen vil sprede sig.

“Vi håber meget på, at andre virksomheder, både i og udenfor vores branche, vil blive inspireret til at støtte op om initiativet, så vi sammen skaber større effekt, med flere midler til flere restauranter,” udtaler Jonas Krüger.

Det fine initiativ kommer i kølvandet på en meget væsentlig nyhed for landets restauranter.

Sundhedsstyrelsen har nemlig skåret afstandsanbefalingen ind fra to til en meter. Og det har vakt stor begejstring for brancheorganisationen Horesta.

“Det får stor betydning for genåbningen af vores branche, at kravet om afstand mellem gæsterne nu sættes ned. Det glæder os, at myndighederne har fulgt vores opfordring og lyttet til WHO’s anbefalinger,” udtalte Katia K. Østergaard, administrerende direktør i Horesta, i går.

Ved samme lejlighed kaldte hun branchen for landets hårdest ramte og kunne oplyse, at branchen har oplevet omsætningstab på op mod “80-90 procent”.