Landminer, krydsild, snigskytter, bomber og fælder. Det er nogle af de forhindringer, som lurer i den irakiske by, Mosul, der siden juni 2014 har været under kontrol af Islamisk Stat.

CNN’s journalist Arwa Damon er med de irakiske regeringsstyrker helt tæt på kamphandlingerne, da de prøver at generobre byen. De ender med at være i den besatte by i det nordlige Irak i mere end 28 timer, og sammen med fotojournalisten Brice Laine har Damon dokumenteret det hele med rystende iPhone-optagelser og billeder.

De irakiske regeringsstyrker forsøger at bane sig vej ind i Mosul for at generobre byen

Optagelserne viser, hvorfor det ikke er så lige til at tage de besatte byer tilbage fra Islamisk Stat. Vi er med inde i kampvognen og ser og hører skudhullerne i forruden, der bliver talrige, jo længere Damon og regeringsstyrkerne kommer ind i Mosul.

Hvide flag bliver viftet fra hustagene, men det stopper ikke kugleregnen og eksplosionerne fra IS, der rammer både civile og soldater. I takt med at kampvognen med Damon og regeringsstyrkerne triller længere og længere ind i byen, bliver de stille og alvorlige. Soldaterne fra Islamisk Stat er ikke at se nogen vegne, men det er kuglerne fra deres geværer til gengæld over alt.  

Hvide flag bliver viftet fra husene, hvor der stadigvæk er mennesker tilbage

Kampvognen kører ind ad små, mudrede, labyrintiske veje. Veje, hvor alle biler og skraldespande potentielt, kan være udstyret med en bombe, der kan betyde endeligt for forbipasserende. En gammel mand bliver skudt. Han var bare en taxachauffør på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Damon og regeringsstyrkerne må flygte fra hus til hus for at søge ly. Soldaterne bliver såret en efter en, og der kommer ikke nogen forstærkning, selvom den for længst er tilkaldt. Islamisk Stat smadrer deres køretøjer systematisk et efter et.

En irakisk dreng i huset, hvor Arwa Damon søger ly med de irakiske regeringsstyrker

En soldat giver et lille barn et kys på panden og genner hende og en voksen ind i et hus. "Der er momenter af menneskeligehed, men de er alle sammen for flygtige," siger Arwa Damon inde fra kampvognen. 

De irakiske regeringssoldater søger sammen med Arwa Damon ly i et hus sammen med en rædselsslagen familie, og snart bliver de beskudt fra alle sider. Her hjælper de mindst sårede de mest sårede og lapper hinanden sammen med t-shirts og gardiner. De kæmper haltende mod Islamisk Stat med forbindinger på hovedet og resten af kroppen.

En eksplosion, der formodentlig er forårsaget af selvmordsbomber fra Islamisk Stat

Efter 20 timer er der stadigvæk ikke noget backup i sigte, og de er ved at løbe tør for ammunition.  

Da forstærkningen endelig ankommer, og Damon og de irakiske regeringsstyrker kan køre ud af Mosul, offentliggør Islamisk Stat deres egen videooptagelse fra konfrontationen, hvor de filmer direkte ind i det hus, hvor Damon og regeringsstyrkerne søgte ly.

Smilende plyndrer IS-soldaterne de forladte huse for våben og ammunition og ligner nogen, der har vundet førstepræmien på skydebanen i Tivoli.

Dokumentaren viser den ubærlige virkelighed, og den kan ses i sin fulde længde på CNN’s hjemmeside.

FOTO: Getty Images | CNN's internationale seniorreporter Arwa Damon

Siden besættelsen har regeringsstyrkerne fået massiv træningsbistand, blandt andet fra Danmark, i et forsøg på et fordrive Islamisk Stat fra Irak. Og det store angreb er et forsøg på at knække IS fuldstændigt i landet.

Mosul er Islamisk Stats højborg i Irak. Det irakiske militær, de kurdiske styrker og den internationale koalition mod Islamisk Stat har påbegyndt en offensiv mod Mosul for at generobre byen. Man håber at knække Islamisk Stat i Irak på den måde.

En uskyldig taxachauffør er blevet ramt af Islamisk Stat

Ifølge FN vil over en halv million børns liv være i fare og 700.000 mennesker have desperat brug for nødhjælp på grund af angrebene i Mosul. Det ligner Iraks største humanitære krise nogensinde. Familier i tusindvis er allerede flygtet, men man forventer, at det tal vil ramme en million.   

LÆS OGSÅ: Velkommen til Sydkorea

LÆS OGSÅ: Udlandet hylder dansk anti-Trump-reklame

LÆS OGSÅ: Middelhavets flygtninge skriver gribende beskeder på deres redningsveste