Nogle mener, at det bedste forsvar er et angreb, og der er nok ikke meget tvivl om, at den amerikanske præsident befinder sig i den kategori. Når journalister stiller kritiske spørgsmål til Donald Trump, har han ofte for vane at angribe afsenderen i stedet for at svare - ikke mindst i denne coronatid.

Til et pressemøde i Det Hvide Hus gjorde den amerikanske præsident endnu engang brug af denne taktik, da en reporter fra CBS ønskede et klart svar på, hvad Donald Trump gjorde for at forhindre spredningen af coronavirussen i februar, efter han indførte et indrejseforbud for rejsende fra Kina.

”Den tid du købte, argumentet er, at du ikke brugte den på at forberede hospitaler, du brugte den ikke på tests. Hvad gjorde du og din administration med den tid, som indrejseforbuddet købte jer?” spurgte nyhedsreporteren Paula Reid på pressemødet.

”Vi gjorde meget!” var Donald Trumps svar, der hurtigt gik over til et angreb på journalisten og hendes arbejdsplads CBS.

”Du ved, at du er fake. Hele din tv-station og den måde I dækker det på (coronakrisen, red.) er fake. Det er derfor, at I har dårligere målinger end nogensinde før - nok gange tre,” sagde Donald Trump på pressemødet.

Det var ikke kun Paula Reid, som den amerikanske præsident krydsede klinger med på pressemødet. Kaitlan Collins, der er journalist for CNN, konfronterede Trump med et tweet, som præsidenten havde sendt ud tidligere på dagen, hvor han påstod, at han har den totale magt over, hvornår USA genåbner. Den påstand er dog, for at bruge præsidentens egne ord, fake news, for magten til at genåbne USA er hos delstaternes guvernører.

 

Kaitlan Collins spurgte præsidenten, om nogle guvernører gav Trump ret i, at den totale magt lå hos ham.

Her lød svaret fra præsidenten: ”Jeg har ikke spurgt. Ved du hvorfor? Fordi jeg ikke behøver.”