Euroman guider: 12 timer i Helsingør scroll-down

Euroman guider: 12 timer i Helsingør

Hvor skal vi hen, hvad skal vi se, hvor skal vi spise – og hvor finder vi det perfekte pitstop? Euroman guider dig til en håndfuld af de bedste steder i Helsingør og de omkringliggende byer.

Af Sofie Valentin
Foto: Anne Mie Dreves
Sommeravisen '21 Euroman

9.00: Albi’s Kaffebar og Second-Hand

En god dag starter, som vi alle ved, med et godt måltid. Men selvom morgenerne i sommerferien kan være præcis lige så langsomme og dovne, som du vil have det, så betyder det ikke nødvendigvis, at der skal æg, bacon og resten af det helt store udtræk på bordet. Drop den tunge brunch, og gå i stedet efter en straight morgenmad. Intet slår verdens bedste sæt: En bolle med ost og en kop kaffe. Netop sådan ét kan du nyde i en plet med morgensol hos Albi’s Kaffebar, der er en blanding mellem privat villa, genbrugsforretning og café. Tag plads i de ukurante stole og borde i haven, og læn dig tilbage i den dejligt uformelle atmosfære. Hvis du har brug for et skud med sødt fra morgenstunden, har Albi’s også hjemmebagte kager, som du hurtigt kan blive afhængig af.

Nordre Strandvej 354, 3100 Hornbæk. 

Åbent onsdag-søndag fra 9-16.

10.22: Formiddag på Hornbæk Strand

Ja tak. Så er vi i gang. Den lette morgenmad veloverstået, dagen kan så småt begynde. Og du skal selvfølgelig ned og hilse på havet. Hornbæk har en fantastisk strand, der både kan bryste sig af rent, dejligt vand, en bred stribe med sand og gode klitter, hvor du kan lægge dig i ly for blæsten og blive lunet ordentligt igennem. Så skal blodcirkulationen sættes i gang, og heldigvis er underholdningstilbuddene på stranden massive. Hvis du har ungerne med, kan du slippe dem løs på stedets strandlegeplads, og hvis havet trækker til mere end blot en hurtig dukkert, kan du leje et SUP-board. Når du har fået lidt liv i de gamle lemmer, så søg hen mod Villa Strandbar og tag et power-break i en af liggestolene med en iskold forfriskning. Udover at være en strandbar er Villa Strand i øvrigt også et hotel, hvor du kan overnatte. Det skriver du dig bag øret. 

Kystvej 12, 3100 Hornbæk. 

12.00: Frokost hos Hotel Hornbækhus 

Smørrebrød. En dansk klassiker, der står perfekt til sommervarmen. Og på Hotel Hornbækhus, som også drives af folkene bag Villa Strand, serverer de smørrebrød, som får fuglene til at synge. Stedets røde træhus, der både tjener som restaurant og hotel, er den perfekte, afslappede setting for en hurtig, men hyggelig, frokost. Snup to stykker, vi er vilde med deres kyllingesalat og rødspætten, selvfølgelig. Husk også at få fyldt væskedepoterne op, for når frokosten er slut, skal du have kilometer i benene, når turen går mod Helsingør. Før du stryger afsted, så lav en mental note om, at hvis du en dag vil bruge hele dagen i Hornbæk, så inviterer Hotel Hornbækhus også til fællesspisning hver aften. 

Skovvej 7, 3100 Hornbæk. Frokost mellem 12-15.

12.58: Cykeltur til Helsingør 

Det ville være ærgerligt at tage bilen eller hoppe på Hornbæk-banen, når du har mulighed for at cykle hele vejen fra Hornbæk til Helsingør langs kysten. Turen er en del af den flotte Nordkyst-rute, der strækker sig helt fra Hundested til Helsingør. Hornbæk til Helsingør tager under en time i et friskt gear, men gør dig selv en tjeneste, og gør turen til en del af oplevelsen i stedet for bare at skynde dig fra A til B. Smid cyklen ved Langebro i Ålsgårde og hop en tur i vandet. Hvis ikke du er en vandhund, er broen stadig et visit værd. Træk vejret ind, stop op, brug 10 minutter på at observere alt det leben, der er at finde ved Langebro. Sommer i sin reneste form. 

13.37: Pitstop ved Mad & Møbler i Hellebæk 

Omkring en kilometer fra Langebro skal du have en velfortjent pause. Nogenlunde på halvvejen mellem Hornbæk og Helsingør troner Mad & Møbler i sommerheden. Som navnet så fint varedeklarerer, handler det her om to ting, og ja, you guessed it, det er mad og møbler. Benyt pitstoppet til at kigge på de istandsatte møbler, der er til salg i butikken, og genopbyg lidt energi til det sidste stræk på cykelturen. Klokken er jo langt over 11, så hvis du føler for det, serverer Mad & Møbler vin tappet direkte fra deres vinhane, som du snildt kan snuppe et glas eller to af, før du hopper på cyklen igen. Et godt, ikke-alkohol-baseret alternativ, vi bør nævne, er et par kugler af Mad & Møblers utroligt veltempererede is. 

Nordre Strandvej 125A, 3150 Hellebæk. Åbent tirsdag-fredag fra 16-19, lørdag fra 12-16 og søndag fra 12-19.

14.15: Snack ved Helsingør Røgeri 

Velankommet til Helsingør. Du kan garanteret svagt mærke de tilbagelagte 13 kilometer i benene, og lige pludselig føles det som lang tid siden, at frokosten blev indtaget på Hornbækhus. Og selvom du valgte at spise en is i Hellebæk, så er den smule energi, den bidrog med, for længst forsvundet. En lille eftermiddagssnack vil derfor være helt på sin plads. Det skal ikke tage lang tid, for vi har stadig meget på programmet – og hvad er hurtigere end en hånddelle? Sving cyklen ind foran det gule hus, der er leveringsdygtigt i alt godt fra havet. Røgeriet åbnede med nye ejere i 2020 efter at have stået tomt i en længere periode og er altid et besøg værd. 

Nordhavnsvej 3, 3000 Helsingør. Åbent torsdag-fredag fra 10-17 og lørdag fra 10-15.

14.21: Tibberup Høkeren

Fra røgeriet på havnen bevæger du dig ud på en slentretur i Helsingørs brostensbelagte gader, der med sine gamle, velbevarede huse og hyggelige baggårde får dig til at føle dig hensat til en helt anden tid. Læg vejen forbi Tibberup Høkeren, som for alvor giver mening til ordet specialbutik. Her kan du finde alt fra håndlavet sæbe, gamle lamper og maling til skjorter og dørhåndtag. Selvom du ikke er på udkig efter noget specifikt, forsvinder tiden lynhurtigt hos høkeren. Den gennemførte indretning og det vidtfavnende udbud på hylderne giver dig akut trang til at købe en anderledes souvenir med hjem fra dagens udflugt i det nordsjællandske.  

Sct. Anna Gade 4A, 3000 Helsingør. Åben mandag, onsdag og torsdag fra 11-17, fredag fra 11-17.30 og lørdag fra 10-15. 

15.35: Kaffe ved Strandvejsristeriet 

En god kop kaffe skal man aldrig sige nej tak til. Og du skal da have en velfortjent kaffepause med en dertilhørende, storslået udsigt. Strandvejsristeriet ligger klos op ad Kronborg Slot, og her kan du slå dig ned med en kop stærk mokka. Er du gået en smule sukkerkold, laver kaffebaren også en udmærket croissant, du kan sætte tænderne i. Har du ikke set Kronborg Slot før, er vores tip, at du tager
kaffen to-go og går en lang tur rundt på voldene, der omkranser slottet ud til Øresund. Hvis du vil gå hele vejen, kan du overveje at kigge ned til Holger Danske i kælderen. Men hvis vi skal være helt ærlige, så er den attraktion mere end en smule overvurderet. 

Kronborg 12A, 3000 Helsingør. Åbent mandag-fredag fra 9.30-17, lørdag-søndag fra 10-17.

16.18: Besøg på M/S Museet for Søfart 

Vi skal videre. Og heldigvis er der tid i dagens plan til, at du kan bruge et par timer på udstillingen ’Oceanista – havet og moden gennem 100 år’ på M/S. Udstillingen er delt op i to afdelinger: Den ene handler om havet som inspiration for modeindustrien, mens den anden fokuserer på sømandens garderobe. Hele sommeren igennem har Museet for Søfart forlænget deres åbningstider, så selvom du ankommer lidt sent på eftermiddagen, har du stadig rigeligt med tid at gøre godt med i de flotte bygninger, der har vundet et hav af priser og er udtænkt af BIG. At gå på opdagelse i de underjordiske rum er en oplevelse i sig selv, og når du er færdig med ’Oceanista’, kan du se nærmere på resten af museet. 

Ny Kronborgvej 1, 3000 Helsingør. Åbent alle dage fra 11-18 i juli og august.

18.05: Middag på Marienlyst Strandhotel 

Du har bestilt bord på Brasserie 1861 på Marienlyst Strandhotel, men har akkurat tid til lige at nyde et glas vin eller en drink i baren Dekant. Herefter står den på enten fem eller syv serveringer i
restauranten, der bygger bro mellem det franske og det nordiske køkken. Menuen tager udgangspunkt i de maritime omgivelser og, ikke mindst, i de lokale råvarer, og på tallerkenen får du blandt andet kammusling og grillet østers. Mens du indtager din middag, spejder du ud over Øresund. Har du spist dig gennem syv serveringer og har brug for lidt luft til at komme op til overfladen igen, er det okay, at du installerer dig på brasseriets terrasse med en enkelt nightcap i hånden, før det er tid til at kalde det for en aften. 

Nordre Strandvej 2A, 3000 Helsingør. Åben søndag-torsdag fra 18-21.30, fredag-lørdag fra 18-22.

Denne artikel er bragt i Euromans Sommeravis

På Euroman fejrer vi sommeren med en gratis Sommeravis. Vi har kørt, svømmet, spist, drukket og hilst os vej langs hele nordkysten. Resultatet er en inspirerende guide til et veloplagt liv, hvor sanserne er slået ud og indtrykkene står i kø. Avisen er skabt med udgangspunkt i magasinets begejstrede, nysgerrige ånd, og stiller skarpt på sommerlivet med et særligt blik på Nordsjælland. Den udkommer med Euroman og Eurowoman i juli måned, og bliver derudover omdelt til sommerhuse og via turistinformationer, minigolfbaner, iskiosker, fiskehandlere og alle de andre steder, din vej går forbi i sommerlandet. Og den er helt gratis.

Se, hvad vi ellers skriver om: Guide og Mad