Klasseforskel i München

Liverpool tog til Tyskland og vandt en meget moden og uventet nem 3-1-sejr over Bayern München. Kampen viste os flere forskellige ting:

Lige nu er Sadio Mané verdensklasse, og Virgil van Dijk er den bedste centerforsvarer i verden.

Bayern er et relativt gammelt, udtjent hold. Det skal have samme tur som Real Madrid til sommer, hvis de vil følge med de store hold i Europa. Mesterskabet skal de nok vinde, lige meget, hvad de gør.

Liverpool har taget et niveau op den sidste måneds tid. De er nu et seriøst bud på Champions League-trofæet. De har også en god chance for at vinde mesterskabet. Deres problem i begge turneringer er, at Manchester City er endnu bedre end Liverpool lige nu. De vandt 7-0 over Schalke tirsdag.

Manchester City spiller kvartfinale i FA Cup mod Swansea lørdag. Liverpool spiller i Premier League mod Fulham søndag og kan der overtage førstepladsen i Premier League.

Engelsk dominans i Europa

Der er fire engelske hold tilbage i kvartfinalerne i Champions League. Derudover er Portugal, Italien, Holland og Spanien med. Grunden til den engelske dominans skal findes i den stærkeste top 6 i verden. De engelske hold spiller simpelthen flere svære kampe mod bedre modstandere end de andre hold.

city.jpg

Spanien har nok stadig den stærkeste liga alt i alt, men Englands top 6 er ekstrem stærk. Tænk på, at Arsenal og Chelsea stadig er med i Europa League og blandt de absolutte favoritter. Faktisk kan en sejr i Europa League næsten blive den nemmeste vej til Champions League-fodbold næste år for begge mandskaber med den voldsomme konkurrence om top 4 i England.

Spanien er over alle i Europa og har vundet ni af de ti sidste finaler i Champions League og Europa League, men måske er England så småt ved at begynde at kunne matche dem. Det kræver selvfølgelig lige, at et engelsk hold vinder Champions League, og Spanien har jo stadig et hæderligt hold fra Barcelona med i turneringen.

Det skal lige nævnes, at hvis eksempelvis Tottenham og Arsenal vinder Champions League og Europa League og begge slutter uden for top 6, kommer de ikke begge i Champions League næste år. Fem hold er maksimum.

England har ikke haft seks hold i kvartfinalerne i Europa siden 1971.

Kvartfinalerne i Champions League ser således ud:

Ajax - Juventus
Liverpool - Porto
Tottenham - Manchester City
Manchester United - Barcelona

Kvartfinalerne afvikles 9./10. og 16./17. april.

CR7 over alle i Champions League

ronaldo.jpg

Her er nogle af Cristiano Ronaldos tal efter hattricket tirsdag mod Atletico:

  • Scoret 127 mål i UEFA-regi. Rekord. 124 af målene er scoret i Champions League.
  • Ronaldo scorede slet ikke i sine første 29 CL-kampe, men har derefter lavet 100 mål i 114 kampe.
  • Scoret 24 mål mod Atletico alene i karrieren.
  • Lavet otte hattricks i Champions League. Det samme som Lionel Messi.
  • Har vundet Champions League fem gange. Mangler en enkelt i at nå Real Madrid-legenden Francisco Gento.
  • Scoret 63 mål i Champions Leagues knockout-fase. Klar rekord.

Især den sidste rekord er imponerende. Man kan diskutere længe, hvem der er bedst af CR7 og Messi, men man kan ikke diskutere, hvem der har været størst i Champions League.

Juventus spiller søndag på udebane mod Genoa kl. 12.30 i Serie A.

FCM blandt de otte bedste i Europa

Mens FC Midtjyllands europæiske resultater på seniorniveau har været helt forfærdelige de senere år, har deres U-19-hold leveret varen og mere til. For tre uger siden slog de AS Roma ud af Youth League, ungdomsversionen af Champions League, og onsdag vandt de 3-1 over selveste Manchester United. De er nu i kvartfinalen, hvor de skal møde Porto.

Selvom FCM’s U-19-hold har vundet mesterskabet fire af de seneste fem år, skal man ikke tage fejl af, at der stadig er et stort spring op til Superligaen og især toppen af Superligaen. Det er de færreste spillere fra onsdagens hold, der bliver en fast del af FCMs førstehold, men de fleste vil få en karriere et eller andet sted. De er ved at blive uddannet til fodboldspillere.

En af dem, der måske kan komme endnu længere end toppen af Superligaen er unge Gustav Isaksen, der scorede to mål mod Manchester United. En træner der har haft Isaksen under sig i de sidste par år fortalte mig for et års tid siden, at Isaksen er lige så hurtig og teknisk god som Pione Sisto. ”Men ham her vil også vinde,” sluttede han af.

Gustav Isaksen. Foto: ScanpixGustav Isaksen. Foto: Scanpix

Gustav Isaksen, der fik sin tidlige fodboldopdragelse i Roslev i Salling, er stadig meget ung, men lad os da håbe, at vi får ham at se i Superligaen, og at han ikke bliver solgt tidligere, som det jo er sket for flere talenter fra både FCK, Brøndby og FCM de seneste år.

Juventus’ Dr Jekyll and Mr Hyde

Giorgio Chiellini spillede sin kamp nummer 500, da Juve slog Atletico Madrid. Han spillede sin ungdomstid i Livorno, var i Fiorentina fra 2004-05, hvor han i øvrigt spillede venstre back og rykkede til Juventus i 2005. Her har han scoret 35 mål og lavet 23 assists. Han har vundet syv mesterskaber og fire gange Coppa Italia. Han har også vundet Serie B i 2007, sæsonen efter Juventus blev tvangsnedrykket. Som noget lidt specielt for fodboldspillere fik han i 2017 sin Masters i Business Administration fra universitetet i Torino.

chil.jpg

Jeg har altid haft et soft spot for store, lidt halvbeskidte, fladnæsede Chiellini, der for mig minder lidt om en frygtløs, romersk gladiator, man bare gerne vil have på sit hold. Som Preben Elkjær sagde det i onsdags, ”Chiellini er en rigtig gammeldags, italiensk forsvarsspiller.”

Jeg sad engang på nogle af de forreste sæder på Olimpico i Rom og så ham varme op til en kamp mellem Roma og Juve. Chiellini gik også til den i opvarmningen, og hans medspillere holdt sig klogeligt et par skridt fra ham, når de spillede seks mod to i en firkant, og Chiellini braste ind i dem som et vredt næsehorn.

Undtagelsen var Andrea Pirlo, som Chiellini hele tiden nussede rundt om, når den lille kunstner havde bolden. Chiellini er måske nok en stor, primitiv forsvarsspiller, men han er ikke dum. Han vidste tydeligvis godt, hvem han trods alt gerne ville have med sig på banen. En halv time senere stod han overfor Francesco Totti, og så kom albuerne og svinestregerne frem igen. Det kunne Totti også godt finde ud af, så det var interessant at følge.

Chiellini spillede som sædvanligt en glimrende kamp mod Atletico Madrid, men den eneste lille hage man havde, var at han filmede og kastede sig konstant. Det er der så mange, der gør, kan man jo sige, men det er altså lidt pinligt, når det er et monster på knapt 190 cm, der er lavet af granit og albuer og knæ, der gør det. Chiellini er en stor spiller, men jeg håber, at det er sidste gang, jeg ser ham falde og tage sig grædende til hoved og krop, når der stort set ingen kontakt er på ham.

Karsten Krogh kommenterer La Liga og Serie A på Strive Sport og har skrevet om international fodbold i en årrække.