Serie A med spænding i år?

Serie A startede med brask og bram sidste weekend. Der blev scoret hele 33 mål i første spillerunde, og både i Rom og Firenze blev der spillet ekstremt underholdende kampe, der endte 3-3 og 2-3.

Efter otte mesterskaber i træk håber de fleste neutrale på, at et andet hold end suveræne Juventus vinder mesterskabet i denne sæson. Og det ser faktisk ud til, at der måske endda er to hold, der kan udfordre suveræne Juve.

Napoli har holdt fast i deres meget stærke trup, der igen blev sølvvinder sidste sæson og har endda suppleret med Kostas Manolas, Romas bedste forsvarsspiller de sidste to-tre sæsoner. Han og suveræne Koulibaly styrer nu det centrale forsvar, og det fås ikke meget bedre i Italien eller i verden. Spørgsmålet er bare, om Milik kan holde sig skadesfri og kan score de mål, der skal til for at vippe de stribede fra Torino af tronen?

Inter har vundet 19 mesterskaber, men ikke noget siden 2010. Før denne sæson har de oprustet ganske voldsomt, men den helt store signing er slet ikke på banen, men på trænerbænken. Antonio Conte er nemlig hentet til Milano, og han er ikke hvem som helst. Da Conte kom til Juventus og vandt mesterskabet i sin første sæson som træner, kom Juve altså fra to syvendepladser i Serie A. Han vandt også mesterskabet i sin første sæson i Chelsea, så det er en rigtig vinder, de har fået til byen.

Conte er dog også en træner, der slider på folk og stiller høje krav både til spillere og ledelsesgangene. Han har fået en god håndfuld klassespillere til rådighed. Romelo Lukaku og Diego Godin er nok de to største navne, men også Alexis Sanchez skifter fra Manchester United på en lejeaftale. Det er en spiller, som Conte i flere omgange har forsøgt at få fat i tidligere, og chileneren bør da i det mindste være udhvilet efter et langt sabbatår til skyhøje lønninger i Manchester United. Hvis Sanchez rammer tidligere tiders niveau, er han en verdensklassespiller, og han får i hvert fald ikke lov til at slappe den, som han gjorde i Manchester, under slavepiskeren Conte.

Inter Milan.jpg
Chilenske Alexis Sanchez præsenteres i Inter Milan ved siden af klublegenden og landsmanden Iván Zamorano. Foto: Getty Images

Både Napoli og Inter kom sejrrigt ud af første spillerunde, men Napolis mesterskabsdrømme bliver for alvor udfordret i weekenden, hvor de skal til Torino og møde selveste Juventus. Det er naturligvis ikke en afgørende kamp, men den bør give et fingerpeg om, hvorvidt Napoli kan udfordre Juventus denne sæson. Umiddelbart bør chancen for at bryde Juves dominans i denne sæson være større end de sidste mange år.

City er ren Fætter Højben

Manchester City er et af de bedste fodboldhold i verden. Men de er også kørende, når der skal trækkes lod i pokalturneringer. Her er de hold, som City har trukket den sidste sæson:

Champions League: Lyon, Hoffenheim, Shaktar, Schalke, Tottenham; Shaktar, Dinamo Zagreb, Atalanta

FA Cup: Rotherham, Burnley, Newport, Swansea, Brighton, Watford

League Cup: Oxford, Fulham, Leicester, Burton Albion, Chelsea

Mange talte om, at Manchester United under Alex Ferguson havde stort lodtrækningsheld. Det er åbenbart ikke kun mesterskaberne, som Manchester City har trukket over på anden side af byen.

City.jpg

Muligheden af en mesterskabskamp i Superligaen

Superligaen er en underligt størrelse, og i weekenden kan det være tæt på at være afgjort, hvilke to hold der skal spille om mesterskabet. Hvis FCM og FCK vinder deres to kampe mod henholdsvis Brøndby og AaB, har de henholdsvis ni og elleve point ned til BIF på andenpladsen.

De to hold har gjort det på helt forskellige måder. FCK har været ganske suveræne og har samtidig spillet hæderlige kampe i Europa, mens FCM, undtaget sidste weekend i Haderslev, har spillet forfærdeligt, men har haft heldet med sig og målmand Jesper Hansen i forrygende form. I øjeblikket skulle FCM kun have mellem otte og ti point ifølge xG og Table of Justice.

Den slags plejer at udligne sig, men måske kan FCM snyde den ligning i dette tilfælde? Efter fyringen af Kenneth Andersen spillede FCM sidste weekend under den nye træner Brian Priske sæsonens suverænt bedste kamp og kunne såmænd have vundet med fire eller fem mål mod Sønderjyske.

Det er naturligvis bare en enkelt kamp, i hvad der indtil nu har været en forfærdelig sæson rent spillemæssigt for jyderne, der jo også blev sparket ud af Europa på røv og albuer med en målscore på 3-7 og to klare nederlag.

Men kan FCM nu slå Brøndby søndag med en god præstation, kan de måske på rekordtid have flyttet sig ud af deres elendige spillemæssige stime, samtidig med at de har skrabet en ordentlig bunke point til sig.

FCM.jpg
Brian Priske havde grund til at juble i sin debut som FCM-træner. Foto: Getty Images

Det kan måske potentielt set skabe en kamp om mesterskabet, der for bare tre uger siden så helt umulig ud. Ikke kun fordi FCM måske er i gang med at starte noget brugbart ude på Heden, men også fordi FCK har fået nogle nøglespillere skadet. Især skaden til Dame N’Doye er ganske enkelt det værste, der kunne ske for FCK. Der er ingen afløser bare i nærheden af N’Doyes klasse, hverken i FCK eller i resten af Superligaen. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at Jonas Wind, der var i storform, også er ude.

Indtil nu har FCK bare fortsat med at vinde, men man må gå ud fra, at de på et tidspunkt taber point? 22. september mødes FCK og FCM i København, og hvis FCK bare vifter FCM til siden i den kamp, er det svært at se det store ræs om mesterskabet. Men kan FCM både slå BIF på søndag og få noget med fra Parken, er det lige før, at der er spænding i Superligaen igen. Det er da altid noget.

Forsvarsfyrtårn vandt i Europa

Virgil Van Dijk fra Liverpool og Holland vandt UEFAs titel som Europas bedste fodboldspiller foran Lionel Messi fra Barcelona og Argentina.

Messi er en populær herre, så på sociale medier har der været meget brok over, at den lille argentiner, der scorede 51 mål i 50 kampe sidste sæson, ikke vandt. Men det er der nu ikke så meget grund til at tage på vej over. Messi vandt det spanske mesterskab, men ingen pokaltitel. Han var til Copa America med Argentina, men blev relativt hurtigt slået ud af turneringen af Brasilien. Det har været et flot år argentineren, men ikke et enestående år – slet ikke med hans tidligere præstationer i mente.

Virgil Van Dijk vandt Champions League og var ankermand i et forsvar, der er gået fra at være decideret suspekt og fyldt med mærkelige fejl, til at være et af de mest solide i Europa. Liverpool har ikke tabt på hjemmebane siden april 2017 (42 kampe), og selvom hele holdet naturligvis er blevet stærkere i denne periode, har Virgil Van Dijk været lederen, både med spil og udstråling, og selvom Jordan Henderson løber rundt med anførerbindet på banen, fordi han er englænder, ved alle, hvem der bestemmer for de røde.

Van Dijk.jpg

Det var heller ikke en specielt tæt afstemning. Van Dijk fik 305 point, Messi 207, CR7 74, Alisson 57, Mané 51 og Salah 49. Hele fire spillere fra Liverpool i top 6. De røde fra Beatles-byen er virkelig kommet langt de sidste par sæsoner.

Vragede ulve i Spanien

Fredag aften møder to tidligere FCM-spillere hinanden i Sevilla, når Celta Vigo kommer på besøg. Om ikke på banen så muligvis på stadion et eller andet sted. Simon Kjær har slet ikke været i truppen de første tre kampe i La Liga, og efter et kvarters indhop mod Real Madrid i den første kamp er Pione Sisto også blevet fravalgt i de næste to kampe, hvor han heller ikke har været i truppen.

Sevilla har hentet et væld af spillere, fået ny træner og ny/gammel sportsdirektør. Simon Kjær fik pænt med spilleminutter i træningskampene, men det ser ud til, at han ikke er i trænerens planer i øjeblikket. Kjær er landsholdsanfører, og det er essentielt, at han får noget spilletid – også når man ser på hans alder. Man skal ikke sidde på bænken, når man er på sin absolutte top rent aldersmæssigt eller endda måske en smule over.

Pione Sisto er et lidt andet sted. Han har spillet 113 kampe for Celta Vigo og scoret 14 mål. Efter de første par sæsoner var der stor optimisme om den lille dribler fra Tjørring, og blandt andre Napoli var interesseret. Man talte om beløb op til 200 millioner for Sisto.

De sidste par sæsoner er det ikke gået særligt godt for Sisto. Nedturen blev startet med hans VM-slutrunde sidste sommer, hvor han fik meget kritik i den danske presse, og der er meget, der tyder på, at han tog den ganske personligt. Kritikken var ikke specielt retfærdig. Sisto var fx tæt på at være Danmarks bedste i den første kamp mod Peru, men han led voldsomt under at være en del af en tandløs danske offensiv, hvor heller ikke Christian Eriksen, Martin Braithwaite og da slet ikke Nicolai Jørgensen leverede ret meget.

Siden han kom hjem til Galicien, har han ikke været den samme. Der er ingen, der rigtigt kender grunden, men der går snak om, det måske ikke er optimalt, at Sisto har sin storebror som agent. Det ville ikke være første gang, at familierelationer har en uheldig indflydelse i sportsverdenen.

Sisto og kjær.jpg

For både Sisto og Kjær gælder det, at de stadig har muligheden for at komme væk fra deres klub inden 3. september, hvor transfervinduet lukker. Sisto har haft tilbud fra Premier League, men han sagde nej tak til at få fordoblet sin løn i Premier League. I sig selv et sjældent syn i fodboldverdenen, men Sisto havde også tilbud fra Premier League, da han spillede i FC Midtjylland. Han var heller ikke dengang interesseret i at komme til engelsk fodbold.

Kjær har en høj løn i Sevilla, og lige nu tyder det ikke på, at han har planer om at forlade klubben. Det kan ende med meget lidt spilletid til de to tidligere ulve i spansk fodbold i denne sæson.

Karsten Krogh kommenterer La Liga og Serie A på Strive Sport og har skrevet om international fodbold i en årrække.