Vores faste fodboldklumme-skribent Karsten Krogh blev desværre kørt ned nytåraften og skal stadig hvile hovedet. Journalist Søren Jakobsen overtager midlertidig her pladsen, hvor han samler op på fodbold-weekenden.
1. Viktor Fischer er allerede et hit
FCK har været en slatten omgang i hele efteråret, og første halvleg af pokalkampen imod Brøndby gjorde ikke alverden for at slette det indtryk. Men VM-jagtende Viktor Fischer kommer uden tvivl til at blive en gevinst for københavnerne.
Den ene halvleg, han fik lov at spille, viste en både sulten og selvtillidspumpet spiller, der med sit solorush fra egen banehalvdel fik lungerne til at hænge ud af svælget på Christian Nørgaard og næsten fremtvunget et straffespark (det var der ikke).
Den aktion viste lige præcis, hvorfor Ståle Solbakken efter sigende godtede sig, da han så Fischer være ude af start-11eren i Mainz’ første kamp efter julepausen. Lyseng-youngsteren med Elkjær-attituden er slet og ret den perfekte erstatning for Benjamin Verbic, når han først får banket rusten af.
Og så er han oven i købet dansker, hvilket alt andet lige pynter på et FCK-hold, der måske –efter udrensningen af Zanka/Cornelius/Delaney-aksen - har været lidt for stort et kludetæppe af udenlandske spillere, der først skal tilegne sig FCK-DNA’et og danske, der har leveret håbløst under niveau, og har forsømt at tage ansvar. Fischer bringer en gnist og optimisme, som FCK har afsindigt hårdt brug for. Og han skal også nok levere de mål og assists, som Verbic stod for på næsten egen hånd inden vinterpausen.
2. Riyad Mahrez er slet og ret en løjser
Ikke at det rigtig kan overraske nogen, at moderne fodboldspillere kan være en svøbe for sporten og alt for ofte har deres velfriserede hoveder solidt placeret oppe i bagstopperen på sig selv. Men Mahrez’ optræden over for sin klub er alligevel sjældent uforskammet.
Ganske vist har han måske holdt sig længere i Leicester, end man kunne forvente efter hans og klubbens brillante mesterskabssæson, men han har ikke bare pjækket fra træningen – han forsvandt ligefrem sporløst - efter Manchester Citys bud i sidste øjeblik af transfervinduet ikke levede op til Leicester-ledelsens krav.
Elendig stil over for en klub og en fanbase, der har forgudet algerieren, og som i øvrigt gav ham en klækkelig lønforhøjelse efter mesterskabet.
Primadonnakulturen i moderne fodbold kan ofte få frokosten til at komme halvvejs op igen hos de, der holder af lidt almindelig pli, men Mahrez er jo nok desværre ligeglad.
God fornøjelse til Guardiola, hvis de ender med at få ham hentet til sommer.
3. En halv milliard i nakken gør dig ikke nødvendigvis bedre end min mor.
Apropos Manchester City, så ja, så havde min mor med ret stor sandsynlighed faktisk scoret på den chance, som gulddrengen Raheem Sterling på naturstridig facon fik sendt forbi mål, og dermed holdt Burnley inde i kampen, hvilket endte med at blive fatalt.
Guardiolas udskiftning af ham kort efter så heller ikke helt planlagt ud, men Sterling overlever nok på baggrund af den ellers fremragende sæson, han har gang i. Om ikke andet, så var det et af de tidspunkter, hvor fodbold kunne få en til at sprutte eftermiddagskaffen ud over hele skærmen, og det er jo altid noget.
4. Man må stadig gerne tyre
Dengang far var dreng, var mål gerne noget, der skulle HAMRES i nettet med ekstrem virilitet og gerne med et godt knæk i bolden. Bare spørg Batistuta, Shearer, Tony Yeboah eller, øh, Lars Højer Nielsen. Men det er alt for sjældent, man nu ser kvalificerede forsøg på at skyde hul i målmanden nu om dage, og det er blevet langt mere udbredt – og kedeligt – at udplacere målmændene med præcise afslutninger.
Derfor var det befriende at se Victor Wanyama, der ellers ikke just er kendt for sine tordendrøn, tæske en klar kandidat til årets mål ind imod Liverpool i den voldsomt underholdende 2-2 kamp søndag eftermiddag. First-timer, tjek. Papegøje, tjek. Placering i hjørnet, tjek. Jürgen Klopps altid animerede fjæs i citron-mode, tjek. Alt var perfekt ved den scoring.
Eneste problem for Wanyama er nu, at han ikke kommer til at kunne slippe for det obligatoriske ”SHOOT!” fra tribunerne, hver evigt eneste gang, han kommer i nærheden af modstandernes felt i denne sæson. Buddet herfra er dog, at han ikke kommer til at lave sådan en scoring igen.
5. Men man må også gerne ramme en gang imellem
Cristiano Ronaldo har i de sidste næsten 10 år været eksponent for en helt absurd portion mål pr. sæson, og portugiseren er - jævnfør foregående punkt - også en af de spillere i nutidens fodbold, der har kunnet finde ud af at teste syningerne i netmaskerne med sine brøl med begge fødder.
Men i denne sæson har Ronaldos afslutninger været nærmest latterligt ringe (fraset Champions League, hvor han trods alt har lavet ni mål i seks kampe foreløbigt), og han har skullet bruge tæt på 200 afslutninger foreløbigt i denne sæson for at lave sine pt. 20 mål i alle turneringer. Tribuner, modstandernes kropsdele og alt andet end målrammen har været i skudlinjen for Ronaldos ekstreme afslutningsiver.
Sådan var det også imod nedrykningstruede Levante, som Real Madrid med 2-2 leverede endnu en sløj præstation mod lørdag aften. En af årsagerne var, at Ronaldo, der ellers endelig lignede sig selv i sidste spillerunde imod Valencia, endnu engang skød efter det hele, men ikke fik noget ud af sine syv afslutninger, før han til sin egen store forbløffelse blev skiftet ud med knap ti minutter igen.
Han er netop fyldt 33, så han bliver næppe meget bedre til nogensinde at vælge pasningen til en medspiller frem for afslutningen, og det er en stor årsag til, at Real ligger, hvor de gør. Det er alligevel sjældent, man ser portugiseren se så apatisk ud i fjæset.
LÆS OGSÅ: Nicklas Bendtner: ”Det koster 1.000 kroner at gå i byen med mig”
LÆS OGSÅ: Menige Manchester United-ansatte "grotesk" underbetalte
