Der opstår en eller anden energi på og udenfor banen, når to ærkerivaler går på grønsværgen for sportsligt at bekrige hinanden. Men det lokalforankrede had mellem de brasilianske hold Vitoria og Bahia er enten mere frit eksponeret eller bare betydeligt større, end vi er vant til i Superligaen. I nat måtte dommeren Márcio Rezende de Freitas stoppe lokalderbyet 11 minutter før tid efter holdene tilsammen inkasserede ni røde kort.

Da Bahias midtbanespiller Vinícius Goes Barbosa de Souza udlignede til 1-1 på straffespark, løb han over til hjemmeholdets fans og fremførte provokerende bollebevægelser mod hjemmeholdets fans, inden målmanden fik taget ham i nakken. Det udviklede sig til et masseslagsmål med flere knytnæveslag både på banen og tilskuerrækkerne og førte til en 16 minutters spilpause og fem røde kort.

Utroligt nok blev kampen lanceret som et ’Peace Derby’, fordi holdenes fans havde været udelukket de sidste seks kampe mellem rivalerne. Alligevel fortsatte kampen med flere intense situationer og hårde nærkampe, der resulterede i gule og røde kort.

Da Vitoria modtog deres fjerde røde kort 11 minutter før tid, blev det for meget for holdkammeraten Bruno Bispo. I frustration lossede han bolden væk og inkasserede sit andet gule kort, så kampen måtte stoppes, fordi man ifølge reglerne skal være minimum syv spillere på banen.

Brasiliens sportsdomstol skal nu afgøre, om optøjerne skal have disciplinære konsekvenser.

LÆS OGSÅ: Bendtner har taget Lord-kælenavnet til sig

LÆS OGSÅ: Fem ting vi lærte om fodbold i weekenden

LÆS OGSÅ: Russisk curlingspiller smidt ud vinter-OL for doping