Kasper Hjulmand: ”Thomas Frank er ikke til at knække” scroll-down

Kasper Hjulmand: ”Thomas Frank er ikke til at knække”

Hvordan gik det til, at Thomas Frank blev træner i verdens bedste fodboldliga? Landstræneren og de skarpeste fodboldhjerner i ind- og udland giver deres bud.

Af Simon Kirkegård
Foto: Rasmus Weng Karlsen
Sport Euroman

Du kan læse hele vores store portræt af Thomas Frank i det nye Euroman og online her.

Spørger man rundt i fodbolddanmark, var det bestemt ikke alle, som oprindeligt troede, at Thomas Frank skulle være den næste dansker, der ville lande et stort trænerjob i udlandet.

Men sådan gik det, efter Frank til at begynde med blev assistenttræner i Brentford og siden tog over, da Dean Smith stoppede i klubben.

”Thomas Franks rejse vil jeg beskrive som eventyrlig. Efter den nedtur, han oplevede i Brøndby i 2016, lå det ikke just i kortene, at han nogle år efter skulle ende i Premier League. Jeg troede ikke, at den mere bløde og menneskelige trænertype kunne lykkes i England. Men han har vist mig og andre, at han er meget mere end det. Han er billedet på den moderne træner,” siger fodboldeksperten Morten Bruun.

Også Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand, er imponeret over Thomas Franks vej mod toppen. Gennem mange år har de to trænere udviklet et nært venskab og brugt hinanden til at tale fodbold. Og selvom Hjulmand aldrig har været i tvivl om sin vens fodboldkundskaber, havde han alligevel ikke forudset, hvor langt Thomas Frank har kunnet drive talentet.

”Han har ikke fået landskampe eller haft en international spillerkarriere at falde tilbage på. Thomas har knoklet sig til toppen, suget til sig og er blevet dygtigere og dygtigere. Han er ikke til at knække. Han både arbejder hårdt og evner at lære, og det er nok de største talenter, man kan have.

Han er lidt som en mælke-bøtte, der mod forventning er skudt op gennem asfalten. Han er en fantastisk træner, men et endnu bedre menneske. Jeg ved, at det kræver en fantastisk familie for at kunne gøre, som Thomas har gjort. Hans kone, Nanna, og børnene fortjener en kæmpe ros,” siger Kasper Hjulmand.

Vender vi blikket mod de engelske medier, så er der heller ingen tvivl om, at det, Thomas Frank har opnået med Brentford, vækker genlyd.

Danskeren fortjener at få chancen som cheftræner i en af top-6-klubberne i Premier League, mener Miguel Delaney fra The Independent.

”Thomas Frank har med rette opnået et ry som en af de mest progressive og interessante trænere i England. Han har været afgørende i at gøre Brentford til en fast bestanddel af Premier League, og selv de store hold har det svært mod dem,” siger Miguel Delaney.

Samme toner lyder fra The Guardian-journalisten Jonathan Liew, der ligeledes er en af de mest anerkendte fodboldskribenter i Storbritannien.

”Det tog et stykke tid, før man i engelsk fodbold indså, hvor god Thomas Frank er. Men nu er ingen selvfølgelig i tvivl om det arbejde, han har udført. Der er en simpel ærlighed hos ham, som fansene synes at sætte pris på. Jeg tror, at han ville være perfekt som træner i fx Tottenham, og det overrasker mig faktisk, at han ikke hyppigere bliver nævnt som en potentiel manager i en af de største klubber i England.

Den økonomiske virkelighed er, at Brentford vil få svært ved at nå deres langsigtede mål om at etablere sig som en midterklub i Premier League. Så mit gæt er, at når det begynder at gå ned ad bakke i Brentford, kan Thomas Frank meget vel finde sig selv lokket andetsteds hen.

Men han vil få svært ved at finde en klub, der giver ham den samme kærlighed og støtte, som han nyder i øjeblikket,” siger Jonathan Liew.

Thomas Frank har to gange forlænget sin kontrakt med Brentford, senest den 24. december 2022. Kontrakten løber nu frem til sommeren 2027.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold