Fodboldlandsholdets legendariske massør: "Jeg har også fået indført, at spillerne spiser brunsviger tre dage inden en landskamp"

Fodboldlandsholdets mangeårige massør Allan Poulsen om konens mad, om at få spillernes fortrolighed og om et grimt uheld bag på en knallert, der nær kostede ham benet.

Fodboldlandsholdets legendariske massør: 'Jeg har også fået indført, at spillerne spiser brunsviger tre dage inden en landskamp'
Offentliggjort

Hvilken begivenhed ændrede dit liv?

”I september 1983 blev jeg ringet op og spurgt, om jeg kunne tage med U21-landsholdet til en kamp mod England på Wembley som afløser for holdets normale massør, der havde meldt afbud, hvilket viste sig at være dumt af ham. For jeg gjorde det åbenbart så godt på den tur, at jeg 31. december samme år blev ringet op af DBU igen og fik jobbet tilbudt permanent. De ville også have med mig til A-landsholdets slutrunde i Frankrig den næste sommer, og det opkald ændrede fuldstændig min families liv. Jeg sagde mit kontorjob ved Kommunedata i Odense op og deltog ved samtlige slutrunder, som Danmark kvalificerede sig til, lige siden.”

Hvad er det bedste råd, du har fået?

”Min gamle far, der også var massør og rejste med cykellandsholdet i 40 år, sagde altid til mig: ’Når folk lægger sig på briksen, skal du sørge for, at de føler, at de er den allervigtigste person i hele verden.’ Min metode var ikke at snakke fodbold med dem. Vi snakkede om private ting, for ligesom os andre har de også problemstillinger derhjemme. Var de skiftet til en ny klub, spurgte jeg ind til, hvordan det gik med konen, var hun begyndt at studere, eller om børnene havde langt til skole. Alle andre vil kun snakke fodbold med spillerne. Jeg fik en stor fortrolighed med dem. De vidste, at alt, hvad de fortalte mig, blev mellem dem og mig og kom heller ikke videre til trænerne. Jeg kendte spillerne så godt, at jeg vidste, hvad de trængte til. Derfor fandt jeg også på, at vi skulle på den berømte McDonalds-tur inden EM-semifinalen mod Holland i 1992. Spillerne havde brug for et break for ikke at få kuller. Vi var kørt forbi McDonalds nogle gange, og John ’Faxe’ Jensen jokede med, at vi skulle have burgere, så det foreslog jeg landstræner Richard Møller Nielsen. Jeg har også fået indført, at spillerne spiser brunsviger tre dage inden en landskamp. Som gammel fynbo skal vi da have brunsviger, for fanden, og jeg siger jer, at det går som varmt brød.”