”Jeg har sovet på sofaen hjemme hos Michael Laudrup”
Per Kjærbye er sportsfotografernes grand old man og har fulgt det danske fodboldlandshold siden de glade dage i 80’erne. I en ny bog har han samlet alle sine fantastiske skildringer af den populære sportsgren. Her fortæller han anekdoter fra en svunden tid, hvor pressefolk sagtens kunne få husly hjemme hos de helt store stjerner.
Jeg har altid gået op i, at Danmark skal spille godt og vinde. Jeg sidder ikke bare bag kameraet for at få tiden til at gå og skildre en tilfældighed. Jeg lever mig med i kampen som en anden fan, og det er også den entusiasme, der har gjort, at jeg har kunnet skildre tusindvis af fodboldkampe.
Min første opgave med landsholdet var i 1979, da chefredaktør på Alt om Sport, Frits Ahlstrøm, og jeg som de første afslørede, at Danmarks næste landstræner blev Sepp Piontek. Ahlstrøm havde nok underhåndsviden til, at vi tog et morgenfly midt om vinteren ned til Hamborg, hvor den tyske træner stadig stod i spidsen for St. Pauli.
Jeg fik et billede i kassen af Piontek, der stillede sig op ude i sneen med tophue og holdt et fotografi af de 11 startende landsholdsspillere, som jeg havde taget med hjemmefra redaktionen, foran sig. Det var et scoop for Alt om Sport.
Annonse
Afsløringen af Sepp Piontek som Danmarks nye landstræner i 1979. Bragt i sportsmagasinet Alt om Sport.
Jeg klikkede utrolig godt personligt og humormæssigt med Sepp. En enkelt gang blev han dog vred på mig. I 1985 skulle landsholdet spille mod Sovjetunionen i Moskva, og DBU bad mig et par dage før afrejsen om at tage et holdfoto af spillerne. Det var vinter, og spillerne var iført deres spillerdragt og de meget korte shorts.
På kampdagen kom Sepp hen til mig: ”Det er din skyld! Ole Qvist er blevet syg.” ”Hvad siger du?” ”Ja, du skulle absolut fotografere dem. Nu ligger han syg.” Troels Rasmussen kom til at stå i målet i stedet for og spillede heldigvis en brandkamp. Vi tabte dog alligevel 0-1.
VM i 1986 i Mexico er den største slutrunde, jeg har dækket. Danmark havde et utroligt hold, og jeg skildrede hele 21 kampe den måned, blandt andet kvartfinalen mellem England og Argentina, hvor Diego Maradona scorede med Guds hånd. Der var kun én fotograf, en lokal mexicaner, som fik det præcise skud, hvor Maradona akkurat kørte hånden op på bolden. Han blev nærmest eftersøgt efter kampen af andre mediebureauer og endte med at sælge billedet til fotografen Bob Thomas og Associated Press.
Jeg var også på plads under finalen, som endte i totalt kaos efter slutfløjtet, hvor de argentinske fans stormede banen. De havde hjelme på, fordi de vidste, at de skulle slås for at komme frem til Maradona og pokalen. Da jeg havde fået tre slag i hovedet af tilskuernes kameraer, opgav jeg til trods for, at jeg ikke vil beskrive mig som en kylling. Men det blev for vildt.
EM i 1992 i Sverige var en dejlig sommer, hvor pressefolk og de danske spillere havde det så hyggeligt sammen. Efter sejren over Tyskland i finalen fik jeg lov til at komme ind i det lokale på hotellet, hvor spillerne skulle fejre det med deres koner. Jeg var derinde i nogle minutter og nåede at få en god slurk af deres store fem-liters champagne. Det var Peter Schmeichel, der spurgte: ”Skal du ikke lige smage den her?” Han hev fat i mit kamera og tog et billede af mig, mens jeg drak.
Per Kjærbye
Født i 1949.
Gift med Helle og far til Thomas, Anders og Morten.
Uddannet reklamefotograf og har tidligere været mørkekammerassistent og billedredaktør i Det Berlingske Hus og ansat på Alt om Sport.
Freelance siden starten af 80erne og driver virksomheden Fodboldbilleder med sønnen Anders, som tager de officielle billeder for DBU.
Blev kåret som Årets Sportsjournalist i 1985 som den første fotograf nogensinde. Æresmedlem i Søllerød Boldklub og Danske Sportsjournalister.
Forholdet mellem pressen og spillerne var noget helt andet i 80’erne og 90’erne. Tilliden var intakt, og spillerne lod os komme helt tæt på. Jeg har sovet på sofaen hjemme hos Michael Laudrup i Rom, da han tørnede ud for Lazio. Han var så sød at hente mig i Pisa, hvor jeg havde fotograferet Klaus Berggren. Laudrup inviterede mig også ud at spise. Sådan er det ikke længere mellem pressefolk og spillerne. Men jeg har dog stadig et fint forhold til dem. Da Nicklas Bendtner spillede på landsholdet, spurgte jeg altid: ”Hvordan går det, unge mand?” Og han svarede: ”Det går fint, gamle.”
Det var noget mere omstændigt at være fotograf tidligere. Jeg havde en stor metalkuffert med, når jeg skulle rejse. I den var der et forstørrelsesapparat, dunke til at have kemikalier i, skåle til at have kopier i, pincetter, vaskeskind og dåser med spoler til at fremkalde. Den kuffert var vigtig. Når kampen var spillet færdig, gjaldt det omgående om at komme hjem på hotellet og omdanne badeværelset til et mørkekammer, og så sad man der det meste af natten.
Preben Elkjær var underholdende selskab. Jeg kan huske efter en kamp på Island, at vi blev placeret ved siden af hinanden på en bænk helt oppe i cockpittet, fordi flyveren var overbooket. Elkjær var ny på landsholdet, men alligevel snakkede han konstant under hele flyveturen. Da vi fløj indover Øresund, vendte førstepiloten sig om: ”Preben, nu skal du høre. Der er to muligheder: Kan du se de striber med lys dernede? Mulighed 1: Jeg sætter flyveren mellem de to streger. Mulighed 2: Du fortsætter med at snakke, og så sætter jeg den lige ned i Øresund.” Og så holdt Preben mund.
’Magiske øjeblikke’ af Per Kjærbye og Hans Krabbe udkommer 24. oktober på Politikens Forlag.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
