Vi var vel i midten af 20’erne, drengene var samlet, og der var røget et par øl indenbords foran fjernsynet til Champions League-kampen. Talestrømmen var for et kort sekund afbrudt af tavshed, da en af vores venner i et reflekterende og dybt seriøst øjeblik stille (men højt nok til, at vi andre kunne høre det) til sig selv sagde: ”Det kunne sgu have været mig, der løb rundt derinde, hvis ikke der var gået bajere i den.”

Det har vi grinet meget af siden. Min ven var stadig stålsat i sin tro på, at havde det ikke været for øl og fester i gymnasiet, så lå vejen til succes på fodboldbanen lige for. Han havde bestemt et talent for at spille fodbold. 

Men fortællingen om hans arbejdsvilje var en anden. Derfor sad han der i sofaen med os andre i stedet for at tjene millioner af kroner på de europæiske arenaer. Ligesom 99,99 procent af alle andre talenter, der aldrig kommer igennem nåleøjet. 

Mange af os kender en, der drev det vidt. Kom på landsholdet i sin sport. Fik legater og rejste til udlandet for at tage en ph.d. Eller øvede sig så indædt på sit instrument, at landets scener blev hans arbejdsplads. 

Forskellen på dem og min ven – og alle os andre for den sags skyld – er det totale fravalg af alle fristelser og den lige vej mod målet. Naturligvis skal talentet være der, man skal være skåret mere end almindeligt godt eller være velbegavet med en ekstraordinær intelligens for at høre til i toppen. 

Men der er så mange steder, man kan ødelægge det for sig selv. Der er så mange ferier med vennerne, man kan tage på i stedet for at holde sig til. Alle de hyggelige aftener med vin, god mad og godt selskab. Så mange træningssessioner i regnvejr, man kan springe over. Der er alle os, der tager den nemme beslutning. Og så er der de få, der trækker sig selv til truget dag efter dag. Serena Williams har sagt det meget præcist:

”Every day I’m sore, but that’s the life I chose. There are obviously days I don’t feel like training. But there’s no day that goes by that I feel like losing.”

Det er fascinerende, når nogen er de bedste til noget. For der er så mange historier om alle dem, der havde det hele, men ikke turde eller kunne. Peter Sommer har i ’Sang til Bo’, som blev skrevet til hans overintelligente ven Bo Ark, destilleret idéen om at have evnerne, men ikke lysten, meget smukt:

”Du var sådan én man ville vædde på 

Kunne drive det til noget stort 

Men du var mere blå end himmelblå 

Du bare drev til du drev bort.”

Én, man ville vædde på, kunne drive det til noget stort, og som endte med at drive det til meget mere, er badmintonspilleren Viktor Axelsen. Som en altædende atlet har han vundet alt, der er værd at vinde i sin sport. Og det meste to gange. 

Udover at Viktor Axelsen er en overmenneskelig sportsmand, der knuser al modstand, er historien om ham også fascinerende, fordi han er så udansk i sin glubske jagt på at være den bedste i verden.

Han lærte sig selv mandarin, fordi badminton-sporten er så meget større i Asien end i resten af verden. Men også fordi han var nysgerrig på den kinesiske kultur og deres træningsmetoder og selvfølgelig for at være i stand til at kunne tale med dem. I dag er alle opslag på hans sociale medier både på engelsk og mandarin. Her er en mand, der kender sit sande publikum. 

I 2021 flyttede Axelsen til Dubai og meldte sig i samme ombæring ud af den danske landsholdstrup, med alt hvad det indebærer af økonomisk og sportslig støtte fra Badminton Danmark.

I stedet klarer han nu sig selv og finansierer af egen lomme den stab, han omgiver sig med i sin tilsyneladende utrættelige jagt på titler. Det går så godt, at hans eget akademi efter sigende nu er begyndt at blive kontaktet af badmintonforbundene i de asiatiske lande, der gerne vil lære af den bedste. 

Når dette magasin udkommer, er der VM i badminton i København. Verdenseliten er samlet i Royal Arena, og alles øjne er selvfølgelig rettet mod Viktor Axelsen. Forud for slutrunden har vi talt med fænomenet med den umættelige sult, og du kan møde ham på side i det nye magasin og på euroman.dk nu.

Det er god læsning for alle os, der aldrig drev det til mere. Og så meget desto mere grund er der til at hylde dem, som har ofret alt. 

Tak for at læse med og god fornøjelse med denne måneds Euroman. 

Kristoffer Dahy Ernst

Chefredaktør