JEG HAVDE TØMMERMÆND, og så faldt jeg i. 16 dages selvbestaltet boykot fik sin ende, og som den narkoman, jeg er, faldt jeg i med forudsigelig pondus. Én lille streg, bare for hyggens skyld og i selvynkens navn. Pludselig sad jeg alene i et hjørne og sugede de sidste rester af ud af den vrangvendte pose, ynkelig og tragisk. Først Holland-USA, så Argentina-Australien. Og så topscorerlister, rundens hold og fremskrivninger af turneringstræet.

Skammen var intakt. Hvis folk gik forbi på gaden og kiggede ind ad vinduet i stuelejligheden, følte jeg det, som om jeg lå i mørket og så urinporno med fuld lysstyrke på fladskærmen, men mine instinkter overdøvede enhver tanke om at slukke og bede den boykottende sekt om tilgivelse for mit fejltrin. Nu er skaden sket. På fredag starter kvartfinalerne, og jeg skal se rub og stub.

Jeg var kravlet op i et mægtigt træ, og nu er jeg tumlet ned med hovedet først. Nede ved træets rod ligger jeg, fuldstændig forslået, de skarpe grene har gennemhullet mit korpus og min troværdighed.

For lad mig erkende følgende: Jeg har med uigennemtrængelig selvtilfredshed berejst det danske medielandskab på min høje hest: Børsen, P1, 24syv, Radio 4 med flere, og selvfølgelig i den klummeserie, du læser nu. Jeg har grovfilet på mine personlige relationer ved at fortælle om personligt ansvar, nok var nok, vi måtte sætte sportens fremtid over vores eget behov for banal underholdning.

SÅ HVAD GIK galt? Spektaklet fik mig. Fodboldhistorien organiseres ud fra de totempæle, VM-slutrunderne er, og når man først har fået færden af de dramaer, der venter, kan man ikke kigge væk. Jeg kan i hvert fald ikke. Jeg vil bare sætte mit liv på pause og lade mig sondefodre med VM-fodbold.

Dette snigmord på mine egne principper blev lettere af, at Danmark røg ud. Jeg ville ikke skydes i skoene, at jeg bare dansede i takt med de danske resultater, og det var faktisk ikke svært at boykotte de danske kampe. Men det er svært, for svært, at ignorere de historiske perspektiver i Messis sidste VM og de uimodståelige argentinere, verdensklassespillere, svulstige millionærer, der om nødvendigt vil svømme på tværs af en flod af fæces i deres forsagte kaptajns navn. Kylian Mbappé, der har en Zidane-i-98-slutrunde. Brasilianerne, der for første gang i mange år er verdensklasse fra top til tå, som de nu en gang bør være det. Louis Van Gaal, Jude Bellingham, Cristiano Ronaldo, Bono og Hakimi, giv mig det hele.

Alt dette har jeg selvfølgelig hele tiden vidst. Måske er det bare blevet kedeligt at boykotte? Nyhedsværdien er ligesom forsvundet? Gjorde jeg det bare for at blive klappet på hovedet? Skøn type! Det er nok bare sådan, det er. Jeg har inviteret alle på telttur i det fri, men lister nu hjem i nattens mulm og mørke, fordi jeg savner min varme seng.

Og Qatar elsker mig. Helligfransen, der faldt til patten. Jeg ignorerer den kunstige bismag af gas og geopolitik, mens jeg saligt tager imod den varme mælk. Jeg er Winston Smith i ’1984’, der forråder sin sag af frygt for rotter, underkaster sig regimets terror og endelig lærer at elske Big Brother. Forskellen er selvfølgelig, at Winston Smith blev tortureret til underkastelse. Jeg er bare impulsdrevet og magelig.

SÅDAN ER FODBOLDEN. Vi, nej, lad mig forsøge at holde det til min egen tvivlsomme karakter: Jeg skal have mit fix, og lige for tiden kan slyngelstaten Qatar tilbyde det pureste narkotikum, sporten kan tilbyde. Jeg kender samtlige argumenter mod at se med. Det vigtigste: Jeg er i fuld færd med at blåstemple autokratiernes klamme jerngreb om sporten.

Det er en U-vending af de helt tunge, men alt, jeg har sagt hidtil, har været rigtigt. Jeg har bare ikke været i stand til at efterleve det. Nu vil jeg skamme mig i to dage, mens jeg indøver teksten til argentinernes yndlingssang:

”Muchaaachooos, ahora nos volvimos a ilusionar…”