Læs afsnit 1 af boykotbloggen her.

VI HAR LIGE fået invitationer til årets julefrokost i Story House Egmont, som ejer og udgiver Euroman. Traditionen tro er der et tema for festen. Sidste år var det Mardi Gras, julefrokosten før det afterski-tema. I år er temaet (træk vejret, træk vejret, træk vejret) VM i Qatar. Ja, det er sgu rigtigt! Temaet er VM i Qatar.

Mens store franske byer på stribe (Paris, Lille, Strasbourg, m.fl.) afviser at vise VM i Qatar på storskærm, gennemfører DBU storskærmsarrangementer i Bella Arena med kampe fra slutrunden. Og i Egmont skal vi altså julefeste over temaet VM i Qatar.

Jeg har placeret mig på en høj, moralsk hest med lange, tynde ben, der galoperer på en grussti fuld af meterdybe huller. Det skal øjensynlig ikke være nemt at være frelst. ”Du bliver vel væk fra julefrokosten, så?” spørger mine skægge kollegaer. Svaret er nok nej, men det åbner jo for en reel nok diskussion: Hvor meget skal man boykotte for at boykotte rigtigt?

JEG SER IKKE kampene, det er selvklart. Ikke bare en lille smule, ikke bare Danmarks kampe, ikke finalen. Det er kernen af en boykot. Noget bliver selvfølgelig mere udfordrende end andet. Hvad hvis Danmark kommer i en VM-finale? Eller hvis Argentina, hvad mere realistisk er, kan krone Messis fantomkarriere med et VM-trofæ? Det bliver ikke gnidningsfrit, men jeg har is i årerne, hvad kampene angår.

Men så er der alt det, der sker rundt om kampene. Jeg har forhørt mig rundt hos ligesindede, og her er mit eget manifest, hvor fuld af logiske brister og uskønne kompromiser det end må virke:

Højdepunkter fra kampene er forbudt land, men helt pragmatisk er det urealistisk at tro, at jeg kan skærme mig fra alt. Jeg kommer til se nyheder, og hvis jeg velmenende får stukket en telefon op i hovedet med et flot mål, kommer jeg ikke til at lukke øjnene.

Men hvad så med resultaterne? Må man orientere sig i dem? Almindeligvis er jeg grundigt nede i tabellerne i alle de største europæiske fodboldligaer, jeg kender topscorere, formkurver og så videre. Kan jeg ikke suge det meste af VM-spændingen ind gennem min Flashscore-app? Nej. Selvfølgelig vil jeg blive bekendt med turneringens forløb på den ene eller anden måde, men jeg må afstå fristelsen i selv at opsøge resultaterne.

ALLE FORVENTER, også jeg, at slutrundeugerne vil flyde over med nyheder om absurditeter fra arrangørerne i Qatar. Journalister, der bliver arresteret, homoseksuelle, der chikaneres, den slags. Måske bliver en brite taget med næsen i melposen? Den slags kan i værste fald koste dødsstraf i Qatar.

Skæbnen ville, at jeg, siden jeg skrev første boykotblog, er blevet ansat som vært på et radioprogram, hvor den slags historier skal dækkes. Så nu er jeg kontraktuelt forpligtet til at beskæftige mig med alt det, der sker uden for kridtstregerne i Qatar. Det kan jo ikke kobles fuldstændig fra turneringens resultatmæssige udvikling, men jeg skal gøre et forsøg. 

Det leder til en anden, mere penibel overvejelse. Nogen har været så fræk at afsløre mig i mit eget hykleri. Jeg har længe været uforstående over for, at ingen spillere har grebet ud efter den kornfede, modne frugt og meldt ud, at VM i Qatar bliver uden dem. Det er skuffende, at ingen af sportens vigtigste aktører, spillerne, er principfaste nok til at sætte menneskerettigheder over egen ambition og økonomi.

Men hvad så med mig selv? Jeg arbejder for et medie, der dækker slutrunden på forskellig vis (også kritisk, må jeg indskyde). Hvis jeg er så optaget af den enkeltes ansvar, kan jeg da bare sige op og søge job et sted, der er helt frakoblet Qatars slibrige opmærksomhedsøkonomi.

Sandheden er, at jeg sætter for meget pris på mit arbejde, og desuden betragter det som et tiltag, der ville sprede færre ringe i et vandet end et slag smut i Atlanterhavet, til, at jeg vil drage den yderste boykot-konsekvens. Sådan har spillerne det ganske givet også.

Jeg truer ikke med at forlade mit arbejde. Jeg truer med at blive og skrive kritiske klummer. Hov, hvor er det, man har hørt det før?

Og ja, jeg kommer til julefrokosten. Måske i en ligkiste, mine kollegaer kan slæbe rundt på, og når folk spørger, skal de svare: ”Stigen brast sammen, da han hjalp til med at sætte stjernen på toppen af juletræet.”