Det siges, at det var den florentinske billedhugger, maler, digter og arkitekt Michelangelo, der blandt andre bragte den italienske renæssance til Rom i det 15. århundrede, hvor han huggede skønne skulpturer udi marmor og udsmykkede Det Sixtinske Kapel.

Der er noget smukt i, at det italienske fodboldlandshold hidtil har spillet sine kampe på det olympiske stadion i Rom. Der har således udspillet sig endnu en renæssance i byen. Ikke båret til Rom af Michelangelo, Caravaggio og da Vinci, men af Italiens midtbanemænd.

Azzurri har besejret tyrkerne, schweizerne og waliserne overlegent, og sejrsrusen bruser ikke bare på det olympiske stadion, men også i Italiens store sportsaviser. La Gazzetta dello Sport skriver, at Italiens spil er bellissima, smukt, og træner Mancini og holdet soler sig i roser fra sportsjournalisten Stefano Barigelli, der skrev La Gazzetta dello Sport patosmættede avisleder den 17. juni 2021, som kun en rigtig italiener kan det.

”Natten er azurblå.”

Det lysner altså i Italien. Livet kommer lige så stille, lige så roligt tilbage. I italienske gader serverer kaffebarerne igen espresso, og det italienske landshold spiller skønt. La Gazzetta dello Sport skrev, at italienerne har brug for at få un sorriso, smilet, igen, og nu kan Italien smile af et genrejst Azzurri.

Men det er ikke andet end 1.321 dage siden, at La Gazzetta dello Sports kioskbasker bebudede, at Italien havde nået La Fine, enden. Italien tabte til Sverige, forspildte chancen for at komme til VM, noget der ikke var sket siden 1958, og målmandsveteranen Gianluigi Buffon takkede tårevæddet af.

Italiens fodboldæra var såret. Ikke bare fordi Azzurri har vundet VM i 1934, 1938, 1982 og 2006, og et enkelt EM i 1968. Også fordi Italien er én af fodboldhistoriens mest indflydelsesrige nationer i snart 100 år, og italienerne har opdyrket fodboldfilosofier som det defensive, svært nedbrydelige Catenaccio. Italienerne elsker calcio.