Det er 164 dage siden, at Chris Anker Sørensen alt for tidligt sagde farvel til livet i en tragisk ulykke i Belgien, mens han forberedte sig til VM. Cykeldanmark mistede en lattermild helt, vennerne en nærværende og generøs person i deres liv, men værst af alt; En hustru mistede sin mand. To døtre mistede deres far.

Det har fået Kasper Birkeholm Munk og Kim Sivert Jensen til at starte en indsamlingskampagne til støtte for Chris Anker Sørensens kone og børn. De ønsker også at skabe dialog og forlænge samtalen om Chris som menneske. 

"Hverken Kim eller Kasper var så heldige at kendt Chris Anker. Men som cykelentusiaster har vi fulgt hans karriere både som cykelrytter og senere som kommentator – og altid har det bragt os smil på læben. Og altid har vi haft en fornemmelse af, at Chris var meget mere end blot cykelrytter. Mere menneske end cykelrytter. Og meget mere menneskelig og opofrende som cykelrytter end de fleste.

Vi blev derfor dybt berørt af hans bortgang. Som aktive motionister spenderer vi mange timer på landevejen og kender den risiko, der er forbundet hermed. Og som familiefædre kender vi den ængstelighed, som kan være forbundet med, når man ruller ud på en lang træningstur. Fordi trafikken desværre kræver sine ofre.

Og siden den fatale dag den 18. september har Chris’ bortgang fyldt vores tanker – i særdeleshed med tanke på hans efterladte familie, kone og børn. Begge følte vi os tilskyndet til at gøre noget for Chris’ familie. Og for Chris. I helt samme opofrende, uegennyttige ånd som Chris bliver beskrevet og karakteriseret af familie, venner, kolleger og konkurrenter.

Vi stillede os selv spørgsmålet: Hvordan kan vi skabe en indsamling, som håndgribeliggør Chris’ eftermæle og forlænger samtalen om ham? Vi har derfor taget initiativ til en indsamlingskampagne til støtte af Chris’ kone og børn," skriver de to initiativtagere.

Til indsamlingen har man designet en sweatshirt, som man får tilsendt i gave, hvis man donerer 500 kroner eller derover. Det er også muligt at støtte med et frivilligt beløb. Du finder oplysninger her.

Chris Anker Sørensen blev 37 år. Blandt hans største resultater var etapesejre ved Critérium du Dauphiné og Giro d'Italia.

Chris indsamling 1.jpg