Apple Watch Series 6 ligner sin forgænger til forveksling, og i mine øjne er det urets største ulempe. Jeg har nemlig den kæphest, at ure skal være runde, og Apple Watch er som altid firkantet. Men det er jo subjektivt. Den oplevede kvalitet er glimrende – også i de mindste detaljer som den delikate kliklyd, når man prikker sin pinkode ind på touchskærmen.

Apple lånte mig den store udgave (44 mm) i guldfarvet rustfrit stål med trinløs magnetisk Milanorem i samme materiale. Uret fås også i aluminium i flere nuancer – og med en sjælden rigdom af forskellige remme.