Sonys XM3-hovedtelefoner har længe været førende inden for støjreduktion. Nu er afløseren landet, og på flere punkter er den endnu bedre. Da vi åbner æsken, finder vi en hård stoftaske, der ud over de sammenfoldede hovedtelefoner indeholder fly-adapter, lydkabel og et kort ladekabel.

Ved første blik er hovedtelefonerne identiske med forgængeren, men en direkte sammenligning afslører, at de sidder bedre med mindre pres på hovedet og ekstra plads omkring ørerne. Plasten føles solid, men hovedtelefonerne har ingen IP-rating (for vand- og støvtæthed), og til prisen ville mange nok foretrække metal eller læder.