A YEAR OF RAIN (PC)

Bag den gådefulde titel gemmer sig et realtids-strategispil (RTS) i den klassiske Blizzard-tradition. Du skal udvinde ressourcer, opbygge baser og træne en hær, der kan smadre fjenden, inden han får gjort det samme. Spillet afvikles som et parløb, hvor man dyster to mod to, så nøglen til sejr er samarbejde. Indbydende grafik, enkel styring og en ambitiøs fortælling gør spillet fængende. 4/6. 

LUIGI'S MANSION 3 (Nintendo Switch)

Luigi udforsker et hjemsøgt hotel, fyldt med skjulte skatte og drilske monstre. Man griner mere, end man gyser, når man svinger sin håndholdte rundsav mod en kødædende plante. Du kan også hidkalde din dobbeltgænger af grøn gele. På bedste Nintendo-manér giver spillet plads til hele otte spillere. Musikken emmer af charmerende uhygge, og den visuelle opfindsomhed leder tanken hen på de bedste Disney-film. Det er høj klasse. 5/6.

RED DEAD REDEMPTION 2 (PC)

Den længe ventede pc-version er den ultimative udgave af sidste års bedste konsolspil. På en topudstyret pc tangerer grafikken fotorealisme. I forvejen var spillet en tour de force af frihed, dybde og variation. Nyd historien med brillant karaktertegning, dialog og skuespil. Men husk også at sænke tempoet og udforske den ærefrygtindgydende natur og plottets utallige sidespor. Et forfinet mesterværk – og et stærkt argument for at investere i en mere kraftfuld computer. 6/6.