Gamere verden over er spændte som flitsbuer på at prøve den nye PlayStation 5. Siden Sony i juni ved et stort event afslørede en række detaljer om verdens mest populære spilkonsol, har spillelystne mænd og kvinder hungret efter svar på to spørgsmål: Hvornår kommer den nye PlayStation, og hvad skal den koste?

Disse spørgsmål står stadig ubesvarede hen, men det har ikke forhindret Sony i at åbne for forudbestillinger af PlayStation 5. Er man eksisterende kunde hos PlayStation kan man skrive sig op på en mailliste, hvorfra et ”begrænset” antal købere ved lodtrækning vil få muligheden for at være blandt de første, der får konsollen i hånden. For at komplicere sagen yderligere, er det for indeværende et krav, at man får sin PlayStation sendt til en adresse i USA.