scroll-down
Du er på udveksling fra Argentina og bor på et kollegieværelse i København. Du cykler primært rundt i området omkring Helvedes Hestesko – også refereret til som Nyhavn – på din udlejningscykel fra Donkey Republic. Du kombinerer en meget konkret balancevaskelighed på låneæslet (særligt ved igangsætning) med et ret intenst forbrug af Google Maps.
Du er derfor ikke sjældent ved at torpedere en medcyklist, fordi det egenrådige Maps igen har drejet en pludselig omgang, men du børster bare omverdenens vrede af med dit bedste smil. Du har dog over for din bedste veninde hjemmefra et par gange sat spørgsmålstegn ved, om det nu egentlig er verdens næstlykkeligste land, du er kommet til.
Du er selvstændig tømrer og bor i en lille provinsby med din familie. Du runder hver uge tusind kilometer i din Mercedes Vito årgang 2018, i hvilken du altid knapper en halvliters nossebajer op, når du ruller hjem mod weekend. Du er udelukkende lørdagscyklist. Klog af skade ved du nemlig, at der går fadøl i den, når det lokale fodboldhold spiller hjemmekamp.
Iført din Snickers-hoodie og armygrønne Salomon-sko, som du irriterer dig over, nu er blevet en køwenhawner-ting, springer du på konens Kildemoes, hvor du med helt brede knæ manspreader de 800 meter op til stadion. Hvis nogen tilbyder dig en cola til kampen, svarer du altid, at du lige havde det så godt. Kun to gange er du endt i busken på vejen hjem.
Du er projektleder i en mellemstor virksomhed, hvor du til ikke udelt kollegial begejstring hele tiden vil ”pivot” alting. Du nærmer dig de 50 år og har tre børn, hvoraf den ene er flyttet hjemmefra. Hver dag tilbagelægger du 11 kilometer til og fra arbejde på din Giant-gravelcykel i carbon, mens du hører ’Millionærklubben’ på podcast.
Du må på utvetydigt påbud fra din hustru ikke cykle i lycra (”Der er elleve kilometer, Kim”), så du nøjes med løbetøj. På kontoret skifter du typisk til en pullover-strik og skjorte, mørke chinos og en hybridsko fra Ecco med lys gummisål. Til fredagsbaren har du ved flere lejligheder fortalt, at Kristian Jensen er den bedste statsminister, landet aldrig fik.
Du er softwareudvikler, koder eller studerende på Forsvarets Hackerakademi. Til omverdenens mærkbare frustration er du søvndyssende længe om at få gang i pedalerne, når lyssignalet skifter til grønt, fordi du inde bag dine around-ear-høretelefoner fra SteelSeries (som du udviser mærkværdigt lidt skam over at bære ude i det fri) er mere optaget af at meddele dine gamer-venner, at du snart er hjemme igen.
Samtidig skal du også have sat et nummer eller to i kø med Skrillex. Du kører på en halvrusten, byggemarkedsagtig mountainbike af mærket Busetto og spekulerer ikke sjældent på, hvor det egentlig er, du har den fra. I din rygsæk har du to dybfrosne cordon bleu og et halvt kilo rösti.
Du arbejder inden for HR, fordi du altid har været megagod til det med mennesker. Du er et eller andet sted i 20’erne og bor alene på Østerbro i København. To gange om ugen tager du din banangule Raleigh Darlington fra kontoret på Islands Brygge til Nørrebro, hvor du går til kickboksning, hvilket giver dig en følelse af at være både empowered og multietnisk.
Du bliver altid i tvivl, om du skal signalere stop med højre eller venstre arm, men hælder mest til førstnævnte. Med AirPods i ørerne bruger du turen derhen på højlydt og uden nævneværdig forlegenhed over for dine mange medcyklister at opdatere diverse veninder på dels dit datingliv (”Og så var han bare så tarvelig morgenen efter!”) og dels din tiltagende fejde med en ældre kollega (”Jeg mener, helt ærligt: Hvor svært kan det lige være at tale ordentligt til folk?!”).
Du er noget inden for kommunikation/marketing/branding, dine venner ved ikke helt hvad. Du er født i slutningen af 80’erne og besidder en ubøjelig tro på den vestlige civilisation, på markedskræfter, demokrati og fremskridt. Du tonser rundt til alskens møder på din kongeblå citybike fra Avenue, mens du hører ’The Subtle Art of Not Giving a F*ck’ på lydbog.
På dit hoved har du en cykelhjelm med multidimensionelt sikkerhedssystem fra svenske POC, hvilket har givet dig en usund fornemmelse af udødelighed. For dig er det gule lys ikke en anledning til at bremse ned, men snarere en bekræftelse af, at du sagtens kan nå at flyve ud gennem krydset med dine 30 kilometer i timen. Du har jo cykelhjelm på.
