Frankrig

Frankrig tager til Qatar for at forsvare det verdensmesterskab, de sikrede sig i 2018, og kigger man ned over truppen, bør det være en mulig opgave. Få landshold, hvis nogen, har en bredde som Les Bleus. Overalt på banen kan de stille med to-tre mand pr. position, som formentlig ville være faste startere på alle andre hold.

Målmandsposten besiddes lige nu af anføreren Hugo Lloris, men holdet vil rent niveaumæssigt stå stærkere, hvis Lloris veg pladsen for Milan-målmanden Mike Maignan, der på blot halvanden sæson har katapulteret sig selv op i den øverste målmandsliga.

Forsvaret ser også stærkt ud og er på papiret på samme niveau som ved slutrunden for fire år siden. På midtbanen mangler de Kanté og Pogba i topform, og det efterlader et stort ansvar på skuldrene af unge spillere som Aurélien Tchouaméni (Real Madrid) og Eduardo Camavinga (Real Madrid).

I angrebet må franskmændene, ligesom i 2018, undvære Karim Benzema, der erstattes af bundrutinerede Olivier Giroud. Får han samarbejdet med Kylian Mbappé og Antoine Griezmann op at køre, ser det svært ud for alle andre hold i turneringen.

Om det kommer til at ske er i høj grad op til Didier Deschamps på bænken, der skal få det talentfulde orkester til at spille i samme takt. Jovist, han førte dem til VM-titlen i Rusland og inden da EM-finalen i 2016, men det har set alt andet end overbevisende ud for de blå siden det skuffende exit til Schweiz ved EM sidste sommer.

Og med en trup af denne kaliber peger pilen kun én vej: Frankrigs svageste kort sidder på bænken.

Stjernen: Kylian Mbappé


Hvor skal man starte, 
og hvor skal man slutte? Man troede ikke, at det skulle kunne lade sig gøre, men Kylian Mbappé synes bare at blive bedre og bedre, og der går vel ikke længe, inden han kan lade sig kåre som verdens bedste spiller. At han har fået Benzema som legekammerat oppe foran lover ikke godt for modstanderne, der både skal holde øje med bagrum og mellemrum, og med den form, Mbappé har vist indtil videre, er han et oplagt bud på turneringens spiller.

Australien

2006 er efterhånden længe siden. Især hvis man spiller i gule trøjer, grønne shorts og hedder Australien. Dengang var det et aldeles hæderligt VM-hold, der bestod af flere Premier League-profiler såsom Brett Emerton, Harry Kewell, Mark Viduka og selvfølgelig Tim Cahill. På bænken sad trænerlegenden Guus Hiddink og dirigerede tropperne med sikker hånd. I den slutrunde røg de ud i 1/8-finalen på værst tænkelige måde, da Francesco Totti fra Italien, der endte med at blive verdensmestre, kunne sætte et straffespark ind i det 95. minut.

Siden 2006 har Australien kun vundet én kamp ved et VM, da de besejrede Serbien i 2010. Den umiddelbart største klub, der er repræsenteret i truppen i dag, er Celtic, hvor midtbanespilleren Aaron Mooy, holdets største profil ved VM 2018, til daglig slår sine folder. Det er altså et helt andet Australien-hold, Danmark skal møde. Det betyder selvfølgelig ikke, at de skal undervurderes.

De fleste danskere husker netop kampen i 2018 som en frustrerende én af slagsen, en snooze-fest uden sidestykke, der endte 1-1. Australien er dog ikke blevet et bedre mandskab siden da. De slog vel at mærke Peru ud i kvalifikationen til dette VM efter straffesparkskonkurrence, men alene i år har de lidt nederlag til Japan og Saudi-Arabien, ligesom de har spillet 2-2 med Oman.

Som dansker er det altså mere end tilladt at forvente en forholdsvis sikker sejr, når vi støder sammen med de hårdtarbejdende aussies. 

Stjernen: Matthew Ryan

Det siger lidt om styrken på Australiens landshold, at deres bedste spiller til dagligt frister en tilværelse mellem stængerne for danske FCK. Matthew Ryan har selvfølgelig et flot cv at læne sig op ad med kampe for klubber som Arsenal, Valencia og Brighton, men selv den mest inkarnerede FCK-fan kan ikke snyde sig selv: Niveauet er ikke, hvad det har været. Ikke desto mindre har Australien en erfaren og refleksstærk målmand, og for et undertippet hold er det altid en god position at være stærke på.

Hold øje med: Jamie MacLaren

Nu vil du pointere, at der bare er tale om A-League, en liga, der niveaumæssigt er under Superligaen, og du vil på alle leder og kanter have ret. Alligevel er Jamie Maclaren et interessant navn, når man kigger på det australske hold. Opholdene i europæisk fodbold for Darmstadt og Hibernian var måske ikke den store succes, men i Melbourne City er han en stjerne. Siden 19/20-sæsonen har han spillet 76 kampe i A-League med 65 mål til følge, så det er sandsynligvis her, at Australien skal kigge hen, hvis de drømmer om mål.

Tunesien

Nordafrikanske hold er altid svære at møde: De rimer ofte på disciplin, men med klare glimt af kreativitet, der kan gøre det til en uventet størrelse. Tænk bare på Algeriet i 2014, der gav de senere vindere fra Tyskland kamp til stregen i 1/8-finalen og tryllebandt fans verden over med deres flotte fodbold. Det vil være for meget at forvente det samme fra de tunesiske naboer, men mindre kan også gøre det.

Efter at have slået Nigeria i 1/8-finalen tabte tuneserne til Burkina Faso i kvart-finalen ved dette års African Cup of Nations. Siden da har de set stærke ud. VM-pladsen fik de, da de sammenlagt slog Mali, der på papiret har et stærkere hold med profiler som Yves Bissouma (Tottenham), Amadou Haidara (RB Leipzig) og Moussa Djenepo (Southampton) 1-0 over to kampe. Efterfølgende har de vundet Kirin Cup over værterne fra Japan med 3-0, hvor de på vejen også slog Chile, der dog var aldeles amputeret.

Kigger man ned over holdet, så gemmer der sig et par spændende spillere i Wahbi Khazri (Montpellier), Anis Ben Slimane (Brøndby IF) og Manchester United-talentet Hannibal Mejbri (på leje i Birmingham), der alle gør sig på midten af banen. Det er dog ikke de store klubbers landshold. I stedet er det hold som Lorient, Caen, Köln, OB samt nordafrikanske og mellemøstlige klubber, der til dagligt huser de tunesiske landsholdsspillere. Alligevel må de anses som førsteudfordrere til Danmarks forventede andenplads i gruppe D.

Stjernen: Wahbi Khazri

Den offensive midtbane med den kælne teknik og det gode spark er Tunesiens klart største attraktion. Han er den aktive spiller, der har scoret flest mål på landsholdet med 24 mål i 69 kampe, og selvom hans forsøg på succes i Premier League for Sunderland ikke førte det store med sig, har han været en profil for Montpellier i Ligue 1 både før og efter. Forvent, at det meste af spillet går igennem den skaldede elegantier. 

Hold øje med: Anis Ben Slimane

Selvom danskervinklen sjældent fornægter sig, når muligheden opstår, så er det ikke derfor, at vi mener, at det er værd at holde øje med dansk-tunesiske Anis Ben Slimane, der til dagligt spiller for Brøndby IF. Den teknisk stærke midtbanespiller med den gode fysik og lange statur er nemlig lidt af en mundfuld for modstanderne, hvis han først får gang i sit spil, der ofte indeholder gode løb med bolden inde centralt. 4 mål i 23 kampe er det blevet til, og det er ganske udmærket for en 21-årig midtbanespiller, hvis du spørger os.