Euroman Weekend: En hyldest til den bøvede bofælle
At dele fællesarealer med fremmede mennesker kan både være en forbandelse og en velsignelse. Et gensyn med 'Notting Hill' og Spike, der muligvis er bofællen fra helvede, mindede mig om, at man kan komme ufatteligt langt på skarpe oneliners og et godt hjerte, skriver journalist Sofie Valentin i Euroman Weekend, dit faste nyhedsbrev med ugens bedste artikler og redaktionens anbefalinger til en god weekend. Få det gratis hver fredag.
Boligpriserne i storbyerne gør, at mange af os på et eller andet tidspunkt har boet med et eller flere mennesker for at have råd til andet end havregryn morgen, middag og aften.
Nogle gange ender man med at bo med mennesker, hvor man altid har lyst til at holde ”vi accepterer selvfølgelig en lukket dør”-døren åben, fordi stemningen altid emmer af kolde øl og lange snakke i køkkenet, men det er ikke altid, man vinder i det store bofælle-lotteri, og så kan det hurtigt blive en noget anstrengt affære at dele fællesarealerne i fred og fordragelighed.
Denne intro skal dog ikke være hverken en hyldest eller en klagesang over mine tidligere bekendtskaber på boligmarkedet, nej, jeg vil i stedet dedikere denne tekst til en fiktiv bofælle. For da jeg en mørk aften i denne uge genså romcom-klassikeren ’Notting Hill’, tonede Hugh Grants bøvede bofælle Spike frem på skærmen, og det var noget af et glædeligt gensyn.
Annonse
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ikke ville være synderligt begejstret for at dele bolig med ham, hvis han rent faktisk fandtes, det vil jeg blankt erkende, for Spike, den gode mand, er muligvis indbegrebet af bofællen, som hverken holder fællesarealerne rene eller køber nyt toiletpapir, men som så til gengæld både spiser af din mad, ”låner” dit tøj og holder højlydte fester på alle tidspunkter af døgnet.
Men alligevel fortjener han en hyldest denne fredag, for en mand som Spike er meget muligt både blottet for situationsfornemmelse og god hygiejne, men han har hjertet på det rette sted, og det har jo altid været det vigtigste.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
