”Coffee doesn’t ask silly questions. Coffee understands,” siger de på den lille Toma Cafe (Calle La Palma 49) i Malasaña, hvor man får sin cortadito til morgen. Der er højt til loftet, men pladsmangel som ved et januarudsalg. Det er prisen for at lave byens bedste kaffe og et udvalg af tostadas med tilbehør som cremet gedeost med friske jordbær eller avocado.

Fortsæt mod frokosten på El Cisne Azul (Calle de Gravina 19). Udefra ligner det en skummel beverding, men lad dig ikke narre af lysstofrørene i loftet, den tarvelige udsmykning eller de plastiklaminerede menukort. ’Den Blå Svane’ er en af de bedste svamperestauranter i Madrid med et stort udvalg af årstidens høst – fra rørhatte og kantareller til sort trompetsvamp. Bed om huevo frito, spejlæg, oven i hatten.

Plaza Mayor har siden 1500-tallet været scene for kongekroninger, tyrefægtning og karneval. I dag er det oplagt sted at nyde et glas cava på en af tapasbarerne med udendørsservering. Undlad at bestille mad her, den fås bedre i det nye gourmetmarked Mercado San Miguel (Plaza de San Miguel 3) ved siden af. Her kan man til gengæld høvle Campo Real-oliven, Manchego-ost, croquetas, friske østers og paella ned, til man segner.

Intet besøg i Madrid er fuldendt uden at have set byens skyline fra oven: I kulturhuset Círculo de Bellas Artes (Calle de Alcalá 42) kan man bestille sine drinks 56 meter over Calle Alcalá. Skal der udsøgt mad oven i udsigten kan man søge mod La Terraza del Casino (Calle Alcala 15), en tostjernet michelinrestaurant med tagterrasse og en menu til 69 EUR. Endelig har The Gourmet Experience (på toppen af varehuset El Corte Inglés, Plaza del Callao 2) små stande med alt fra iberisk sortfodsskinke til højtbelagte baskiske pinxos. Læg hertil en udsigt over Gran Vía med den ikoniske Capitol-bygning med det enorme Schweppesskilt.

Midt på dagen hviler en søvnig stemning af castiliansk pueblo over Calle Cava Baja, men ud på aftenen vågner gaden, når madrilenerne går i byen på de tætpakkede tavernaer. Prøv El Tempranillo (Calle Cava Baja 38) med en bagvæg med 300 vine fra Madrids opland, og prøv den håndskårne serranoskinke eller en magret de pato, mager andefilet med confiteret løg. På Delic (Costanilla de San Andrés 14) længere inde i middelalderbyen får man gode mojitos og gintonics i en lille taverna med udendørsservering.

Churros con chocolate, spanskrør med chokolade, er ikke så kvalmt, som man skulle frygte, hvis man som madrilenerne spiser det efter en bytur (det er også en populær morgenmad). På Madrid 1883 (Calle Espíritu Santo 8) har man lavet sprøde churros og de tykkere porras i over 130 år, serveret med en let bitter chokolade. Bestil en friskpresset appelsinjuice til at skylle festen ned med.