Efter 44 afslag blev Douglas Stuarts monsterhit udgivet. Nu har han igen chancen for at vinde en af verdens vigtigste litteraturpriser

DET ER SJÆLDENT, at man registrerer det præcise øjeblik, hvor der for altid vil være et før og et efter, mens det udspiller sig. Men netop dét var Douglas Stuart uhyre bevidst om, da han sad på Zoom på sin bærbare i sit køkken i New York.

Han var netop blevet udnævnt som vinderen af Booker-prisen 2020, der uddeles til årets bedste engelsksprogede roman, men det var samtidig et mærkeligt antiklimaks, da skærmen igen blev sort, og han igen bare sad i sit køkken og vidste, at hele hans liv ville ændre sig.

Otte måneder tidligere var hans debutroman, ’Shuggie Bain’, endelig udkommet efter mere end 10 års arbejde og 44 afslag. Knap to uger efter udgivelsen, ramte pandemien, og alle boghandlere lukkede. 

Siden havde der været så stille omkring hans bog, at han havde været tæt på at vende tilbage til modebranchen og takke ja til et job som yogatøjsdesigner i Pittsburgh, så han kunne begynde at tjene nogle penge igen. Men da han et halvt år efter udgivelsen fik at vide, at han var nomineret til Booker-prisen, opfordrede hans mand ham til se tiden an.

”Man møder nogle gange forfattere, som siger: ’Jeg vidste, at jeg ville vinde Booker-prisen.’ Men som romandebutant ville det have været et udtryk for et helt ekstremt hovmod. Hvis jeg havde sagt: ’Jeg ved, at jeg vinder’, ville mine venner have tænkt: ’Han er jo helt væk.’ Tænk, hvor arrogant det ville have virket. Jeg anede ikke, at jeg ville vinde, så jeg følte mig bare virkelig heldig. Men samtidig føltes det også, som om det ikke rigtig var sket for mig, men for en anden fyr ude i verden, fordi jeg vandt den midt i pandemien, og folk stadig bare var derhjemme.”

Det var også i det øjeblik, at han vidste, at han aldrig ville vende tilbage til modebranchen, hvor han havde arbejdet i mere end 20 år.

Booker-prisen genoplivede ’Shuggie Bain’, som efterfølgende er blevet oversat til 40 sprog, og herhjemme blev det også bogen, alle talte om, da den udkom på dansk året efter. Siden har han været på bogturné næsten konstant.

Det er han også, da jeg møder ham under dette års Louisiana Literature, det læsende folks svar på Roskilde Festival. Og det har han været siden slutningen af april med sin tredje roman ’John, søn af John’, der blev udgivet i maj. Sådan fortsætter det frem til november, hvor han kun indimellem lige er kort hjemme og vende i New York.

Hvordan er det at være på bogturné i så lang tid?

”Jeg kan godt lide det. Problemet er bare, at man rejser så meget. Og det føles nogle gange, som om man bare er på farten. Og så får man nogle gange lidt hjemve, og man ved ikke rigtig, hvor man er, fordi man aldrig rigtig får lov til at blive et sted i særlig lang tid. Så man er i en ny by næsten hver anden dag, og derfor får man ikke rigtig set noget af det. Det er fantastisk at se, hvor langt en bog når ud, og jeg får lov til at møde alle disse læsere. Jeg er virkelig taknemmelig, for jeg tror ikke, nogen havde forventet det.”

’SHUGGIE BAIN’ ER løst baseret på Douglas Stuarts egen opvækst, som han aldrig talte om, indtil han skrev bogen. Hans venner vidste derfor stort set ingenting om hans barndom i Glasgow, hvor han og hans ældre søster og bror voksede op hos en enlig mor.

Douglas Stuarts far forlod dem, da han var fire år gammel. For at hans mor kunne forsørge sine børn, gjorde hun rent i indkøbscentre og på hospitaler. Og så drak hun, ligesom så mange andres forældre i hans omgangskreds. 

Selvom de var fattige, sørgede hans mor alligevel altid for at iføre ham det pæneste tøj, han ejede, hver gang han gik ud ad døren. Men Douglas Stuart foretrak nu alligevel at blive hjemme.

”Jeg gik glip af meget af skolen af flere grunde. For det første fordi jeg blev mobbet så meget, at jeg ofte bare prøvede at undgå at tage derhen. Men den anden grund var, at jeg blev nødt til at passe på min mor, fordi hun nogle gange havde rigtig dårlige dage, hvor jeg indså, at jeg ikke kunne gå i skole i tilfælde af, at hun skulle gøre skade sig selv. Men fordi min mor havde det dårligt, udnyttede jeg ofte situationen til alligevel ikke at gå i skole, fordi min mor ikke holdt øje med det.”

Moren døde pludseligt som følge af sit misbrug en af de dage, han var taget i skole. Han var 16 år, og al den angst, frygt og bekymring, han konstant havde båret på, siden han var fire år, forsvandt med ét og blev erstattet af sorg og en masse modstridende følelser.

Han lejede et værelse til 32 pund om ugen hos en kvinde, hvor de fleste andre beboere var ældre mænd i 60-70’erne, der på hver deres måde havde ramt bunden. Han kunne have forladt skolen og fundet arbejde, måske lært et håndværk og gået i lære, men arbejdsløsheden var i perioder på over 20 procent i Glasgow.

Hans søskende havde aldrig afsluttet gymnasiet, det samme blev tilfældet for en stor del af hans klassekammerater, mens Douglas Stuart selv tænkte, at han var nødt til at se, om der var noget at hente for ham i uddannelsessystemet. Han gik i skole alle hverdage, mens han fire aftener om ugen og hele lørdag og søndag arbejdede i et byggemarked, så han kunne betale sin husleje.

”I en alder af 16 år var jeg pludselig herre i mit eget liv. Jeg hørte ikke til nogen steder. Jeg havde ikke nogen forældre, jeg skulle stå til regnskab overfor, og jeg havde intet ansvar. Pludselig stod jeg bare alene i verden, men lige så ødelæggende det end var at miste min mor og mit hjem, var der på den anden side også en virkelig uventet frigørelse, fordi jeg var en ung, homoseksuel mand, som blev mobbet i skolen, fordi jeg var homoseksuel. Så som 16-årig kunne jeg endelig springe ud, fordi jeg ikke havde nogen forældre, jeg kunne såre. Og hvis min bror og søster ikke brød sig om det, var det deres problem.”

SOM MANGE ARBEJDERKLASSEDRENGE voksede han ikke op i et hjem omgivet af litteratur, og det var først som 16-årig, han læste sin første bog. Særligt ’Tess d’Uberville’ af Thomas Hardy gjorde indtryk.

”I interviews bliver jeg tit spurgt om, hvad min yndlingsbog var som barn, og jeg føler, at jeg bør tale på vegne af de børn, der ikke har nogen barndomsbøger. Der er mange børn overalt i verden, som af forskellige årsager ikke har mulighed for at læse bøger. Så jeg siger altid – og det er sandheden – at jeg ikke havde en yndlingsbog som barn. Ikke fordi jeg ikke ville have elsket bøger, men vi havde dem bare ikke derhjemme. Til gengæld havde jeg en storebror, der var 13 år ældre end mig, og han havde en albumsamling. Hvis jeg sad helt stille og ikke ødelagde hans plader, lod han mig sidde og læse sangteksterne. Jeg elskede at læse ting som Pink Floyd, Queen og endda Meat Loaf.”

En akademisk uddannelse var alligevel ikke det oplagte valg med hans baggrund, så han begyndte på en bachelor på The Scottish College of Textiles, hvor han specialiserede sig inden for vævning og strik. Han kunne have fået job på et spinderi, men han ville mere.

Som 21-årig fik han en plads på The Royal College of Art i London. Til afslutningsshowet kiggede de store modehuse traditionen tro forbi. Det var i slutningen af 90’erne, og Calvin Kleins designteam kom forbi og tilbød Douglas Stuart et job i New York. Men det var ikke kun arbejdet, der trak, for han havde også mødt ham, der skulle gå hen og blive hans mand, da han var på udveksling i Philadelphia.

”Hele vejen igennem min karriere i modebranchen var jeg altid både læser og forfatter. Jeg begyndte på ’Shuggie Bain’ i 2008, da jeg var på toppen af min modekarriere. Jeg var på det tidspunkt senior designchef hos Banana Republic hos The Gap med et stort team under mig. Det var virkelig travlt og intenst, og alligevel var jeg bare nødt til at finde tid til at skrive lidt hver dag. Jeg skrev måske kun et par sætninger ad gangen, men over de 10 år, det tog mig at skrive bogen, byggede den sig langsomt op. Så på en eller anden måde tror jeg, at jeg altid har drømt om at blive forfatter,” siger Douglas Stuart, hvis skotske dialekt ikke fornægter sig, selvom han har boet 26 år i New York.

Var det at skrive også en form for terapi for dig?

”På en måde. Når man gennemlever sit eget liv, tænker man ofte kun på, hvordan man selv har det, hvordan man er havnet her, og hvorfor en bestemt person sårede én. Og når man så begynder på et fiktivt værk baseret på begivenheder fra ens eget liv, skal man skabe et helt persongalleri. Selvom karaktererne gør ting, man ikke bakker op om, er man nødt til at forstå, hvad der har ført det menneske til det punkt i livet. Så det at jeg skabte fiktion ud fra virkelige oplevelser, gav mig mulighed for at undersøge, hvor smerten begynder i andre mennesker og at tænke over, hvordan den person blev den person. Hvorfor ville en kvinde drikke sig ihjel, når hun har tre børn, der elsker hende? Jeg kunne aldrig helt forstå det, når jeg tænkte på min mor, men da jeg så betragtede det gennem fiktionens linse, fik jeg så meget mere empati for karakteren og for omstændighederne.”

Han taler om de kvinder fra arbejderklassen, som ikke fik lov til at have deres egne drømme og ikke fik tilbudt en uddannelse. De forlod derfor skolen i en alder af 15 og var nødt til at basere hele deres fremtid til en mand for at blive accepteret i samfundet.

Og hvis manden så var et dårligt bekendtskab eller forlod dem, stod de fuldstændig alene og forladt tilbage og blev endda dobbelt så hårdt dømt, fordi der blev set ned på enlige mødre.

”Jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte: ’Ja, jeg ville nok også have drukket.’ Bare for at flygte fra virkeligheden. Så at skrive fiktion var en form for katarsis for mig. Og så hjalp det mig med at få mere empati og sympati for de mennesker, jeg voksede op iblandt, hvilket også var med til at mindske mit eget traume og forstå, at det ikke handler så meget om mig, men at mennesker bare er mennesker.”

DA HAN HAVDE lavet første udkast til ’Shuggie Bain’, gik han i gang med at skrive ’Unge Mungo’. På det tidspunkt havde han forladt Banana Republic og var begyndt hos Kate Spade, hvor han var kreativ direktør for deres herrekollektion, Jack Spade. Men da Coach overtog virksomheden, blev Douglas Stuarts afdeling nedlagt.

”Det gjorde mig og hele mit team på 36 personer arbejdsløse. Men det virkelig fine var, at Coach gav os alle et års orlov med løn, så vi ikke skulle konkurrere hos et andet firma. Så jeg havde pludselig fri, efter at have arbejdet næsten hver dag siden jeg var 16. I starten var det virkelig foruroligende for mig, og jeg var bekymret for min fremtid i modebranchen. Men så tænkte jeg pludselig: ’Hør her, jeg bliver betalt for at have et år fri, og jeg kan fokusere på mit forfatterskab.’”

Han sendte derfor sine to romaner til seks agenter og blev hurtigt afvist af de fem. Ni måneder efter fik han svar fra den sjette, der troede på, at bogen havde en fremtid på markedet.

”Mit år med løn var nu næsten slut. Men jeg tænkte: ’Okay, det her har jeg haft lyst til i så lang tid. Nu gør jeg det bare, jeg har lidt opsparing, jeg tager mig lidt tid og vender ikke tilbage til modebranchen endnu.’ Og så sendte vi bogen ud, og inden for de første to uger fik vi 20 afslag. Folk afviste den meget hurtigt. De ville ikke udgive den. Jeg var helt knust.”

Derefter holdt hans agent op med at fortælle, hver gang der kom et nyt afslag. Det var først den aften, han vandt Booker-prisen, at hun fortalte ham, at den var blevet afvist 44 gange, før et forlag sagde ja til at udgive den.

I ØJEBLIKKET FÅR Douglas Stuart ikke skrevet så meget, da bogturnéen opløser alle muligheder for at opbygge en god rutine. Men når han er hjemme i New York, plejer han at arbejde i køkkenet i den etværelseslejlighed, han deler med sin mand, som han har været sammen med i mere end 30 år.

”Jeg er rigtig god om morgenen og om eftermiddagen, så jeg står meget tidligt op og skriver i et par timer, og så laver jeg ingenting midt på dagen. Jeg får ordnet alle mine gøremål, går en lang tur, besvarer mails, og så om eftermiddagen, lige før min mand kommer hjem fra arbejde, prøver jeg – hvis jeg har energien til det – at skrive i et par timer mere. Men en af udfordringerne er, at jeg bor i en meget lille etværelseslejlighed i East Village, så jeg skriver ved mit køkkenbord, og fordi min mand også går rundt i lejligheden, er jeg nødt til at tage et par støjreducerende hovedtelefoner på, når han er hjemme. Men en af de ting, vi har opdaget gennem årene, er, at jeg taler med mig selv, når jeg skriver. Jeg er nødt til at sige alt højt, og jeg gentager det igen og igen.”

Det handler om ordenes rytme, forklarer han.

”Det er så irriterende, at min mand også går rundt med støjreducerende hovedtelefoner, fordi det distraherer ham at høre på mig. Så selvom jeg har dem på, fordi jeg skal skrive, har han dem på, fordi jeg skriver.”

Han ser ikke som sådan tiden i modebranchen som en omvej til målet. Det er især blevet tydeligt for ham med ’John, søn af John’, der udover relationen mellem en far og søn handler om vævning og det afsondrede liv på øen Harris i 1996. I skriveprocessen er det også, som om historien bliver vævet sammen, før den bliver til et samlet stykke.

”Inden jeg går i gang med en roman, laver jeg altid skitser. Alt ved den måde, jeg arbejder på som forfatter, er præget af min fortid i modebranchen. Både den tålmodighed, der kræves i tekstilbranchen – evnen til at sidde og fokusere på de mindste detaljer – og bevidstheden om, at hvis man bare gentager den her ene ting igen og igen og igen, så lykkes det til sidst. Men mode handler også om at lave prototyper. Det handler om at tegne, afprøve, lege, fornemme, søge og tilpasse,” fortæller Douglas Stuart, der er overbevist om, at skriveblokering skyldes, at man er gået for tidligt i gang med sit projekt.

Hvorfor har du valgt at fokusere på forholdet mellem en far og søn i ’John, søn af John’?

”Jeg så aldrig min far igen, efter han forlod min mor og mig, da jeg var fire år gammel. Han døde også et par år senere. Han var en rigtig machomand, og han forlod min mor for en anden kvinde – eller en række andre kvinder. Jeg har brugt hele mit liv på at savne en far i mit liv og forestille mig, hvordan det forhold ville være både med kærligheden og de komplikationer, der følger med. Men jeg har også været meget bevidst om, at jeg absolut ikke er den søn, min far ville have drømt om. Jeg tror, at han ville have haft virkelig svært ved at håndtere, at jeg var homoseksuel, og det ville have været en hård situation at være i. Så er fiktion et fantastisk sted at bringe sine egne personlige bekymringer og alle de ting, der optager en gennem livet, ind i historien.” 

KNAP EN MÅNED før vores møde på Louisiana, fik Douglas Stuart samme besked, som han fik for seks år siden: ’John, søn af John’ var med i opløbet i Booker-prisen.

Hvordan føles det så at være nomineret til Booker-prisen for anden gang?

”Jeg synes, det er lige så spændende som første gang. Men lad os nu være helt ærlige og sige, at når en forfatter kommer fra arbejderklassen og skriver en roman, der er løst baseret på hans egen opvækst, så er der selv blandt de mennesker i forlagsverdenen, som støtter forfatteren, en bekymring for, at det er det eneste, den forfatter vil være i stand til at skrive. Der eksisterer stadig en form for akademisk forestilling om, at rigtige forfattere har arbejdet sig op gennem systemet og har middelklassebaggrunde. Jeg troede aldrig, at ’Shuggie Bain’ ville blive den eneste bog, jeg skulle skrive, for jeg havde jo allerede skrevet ’Unge Mungo’, og jeg var allerede begyndt på ’John, søn af John’ på det tidspunkt. Så for mig er det bare dejligt at blive bekræftet i, at jeg ikke var et one-hit wonder, men at jeg er en forfatter, der hele tiden udvikler og forbedrer sit håndværk.”

Den 22. september indkredses feltet til Booker-prisen yderligere, før vinderen kåres den 9. november. Denne gang bliver det ikke på Zoom.

Douglas Stuart

(f. 1976) Skotsk forfatter, der står bag ’Shuggie Bain’, der vandt The Booker Prize og ’Unge Mungo’ fra 2022. 

Aktuel med ’John, søn af John’, der er med i opløbet til årets Booker-pris. 

Han er oprindeligt uddannet designer fra The Scottish College of Textiles, hvor han specialiserede sig inden for vævning og strik, og siden The Royal College of Art i London, før han i 2000 rykkede til New York, hvor han har arbejdet hos blandt andet Calvin Klein, Ralph Lauren, Banana Republic og Jack Spade. 

Han bor i East Village sammen med sin mand, Michael Cary, der er kurator, og som han har været sammen med i mere end 30 år.