Skotske Macallan kan godt finde ud af at lave whisky. De har destilleret den eftertragtede sprititus siden 1824 og har gennem årene lagt navn til nogle af verdens bedste og dyreste af slagsen.

Nu kan de prale af at have verdens dyreste whisky, da en anonym køber forleden betalte 7,13 millioner kroner for én flaske Macallan 1926 ved en auktion afholdt af Bonhams i Skotland. Indholdet af flasken er utvivlsomt af allerhøjeste kvalitet, men det var ikke de lagrede dråber, der fik prisen til at skyde i vejret.

Det var til gengæld mærkatet, der sidder på flasken, som er tegnet og signeret af den italienske kunstner Valerio Adami. Den dyrebare flaske whisky blev destilleret i 1926, og i 1986 kom den på flaske. Kun 24 af slagsen blev det til, hvoraf 12 af flaskerne prydes af kunst fra Valerio Adami og de resterende 12 blev designet af den britiske kunstner Peter Blake, som var med til at designe album-coveret til The Beatles ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’.

Rekorden kan godt gå hen og blive en kortvarig fornøjelse, da amerikanske Sotheby’s har en flaske Macallan 1926 med Peter Blakes design under hammeren den 13. oktober, og det forventes, at den slår rekorden marginalt.